Academic literature on the topic 'Tolkien. eng'

ResuméArtiklen omhandler et toårigt forskningsprojekt på VIA Pædagoguddannelse om klubpædagogisk professionsidentitet. I forskningsprojektet er der udført 11 kvalitative semistrukturerede interviews. Ud fra interviewene konstruerer vi analytisk tre dominerende narrativer: klubpædagogen som demokratisk medborgerskaber, frihedens klubpædagog og klubpædagogen som sælger. Ud fra narrativerne præsenterer vi tre større historisk og kulturelt forankrede nøglefortællinger om klubpædagogisk professionsidentitet. De to første narrativer indeholder nøglefortællinger om demokrati og frihed, der trækker på klassisk reformpædagogik og kritisk frigørende pædagogik. Heroverfor indeholder narrativet pædagogen som sælger en historisk nyere nøglefortælling om markedsgørelse. Vi betragter mødet mellem nøglefortællingerne som en mere overordnet fortælling om klubpædagogisk professionsidentitet mellem tradition og forandring. Afslutningsvis diskuterer vi, hvilke udfordringer og muligheder mødet mellem nøglefortællingerne, nærmere bestemt mødet mellem demokrati og frihed på den ene side og markedsgørelse på den anden, potentielt kan indeholde i forhold til klubpædagogisk professionsidentitet og omverdenens anerkendelse. På den ene side kan markedsgørelsen tolkes som risiko for dekonstruktion af klubpædagogisk professionsidentitet, der vil kunne udhule nøglefortællingerne om demokrati og frihed. På den anden side kan der argumenteres for, at netop nøglefortællingen om markedsgørelsen kan tolkes som mulighed for at styrke de to andre nøglefortællinger og at den sigt vil kunne bidrage til stabilisering og anerkendelse af klubpædagogisk professionsidentitet.
 AbstractLeisure time pedagogue working in youth clubs: between democracy, freedom and marketing? Three key narratives in professional identity of leisure time pedagogues working in youth clubsIn this article, we present the results of a research project about the professional identity of leisure time pedagogue working in different forms of youth clubs with children and teenagers from 10 to 18+ years of age. We base the analysis on 11 qualitative semi-structured interviews. Through the analysis, we construct three key narratives: a key narrative concerning democracy, a key narrative concerning freedom and a key narrative concerning marketing (sale). We use these three key narratives to illustrate the complexity of the professional identity of the leisure time pedagogue. Both tradition and renewal characterizes the professional identity of the leisure time pedagogues. In the final section, we discuss the encounter between the key narratives of democracy and freedom on the one hand and the key narrative of marketing on the other. What are the possible pitfalls and potentials in this encounter, when the pedagogues strives for the acknowledgement and acceptance of professional identity?

På grundlag af et omfattende survey-materiale analyserer denne artikel den tidlige tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, der i Danmark tager form af førtidspension, overgangsydelse og efterløn. Ambitionen er at kortlægge de samfundsmæssige struktureringsmekanismer bag og effekterne af den tidlige tilbagetrækning ved hjælp af korrespondanceanalytiske teknikker. I den vestlige verden betragtes befolkningens demografiske aldring og den voksende forsørgerbyrde som en af de største udfordringer for velfærdsstaten (se feks. OECD 1996a, 1996b). Det stigende udgiftstryk følger dog ikke alene af de demografiske forandringer. I tillæg er de sociale udgifter stigende, fordi stadigt flere ældre forlader arbejdsmarkedet, inden de når pensionsalderen. Derfor har et generelt træk i de vesteuropæiske velfærdsstater i de seneste 5-10 år været, at man har søgt at øge andelen af ældre mennesker i arbejdsstyrken, dvs. man har søgt at erstatte 'tidlig tilbagetrækning' med 'sen tilbagetrækning' fra arbejdsmarkedet (Vroom og Guillemard 2002). Først og fremmest har man søgt at opnå dette ved at forringe tilbagetrækningsordningernes generøsitet og kvalitet. Spørgsmålet er dog, om den stærke fokus på de velfærdsstatslige tilbagetrækningsordninger er i samklang med de faktiske årsager til den 'tidlige tilbagetrækning' fra arbejdsmarkedet. I debatten er man således tilbøjelig til at overse, at den tidlige tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet kan forklares med forskellige modeller. Overordnet kan der således foretages en distinktion mellem push-, pull- og jump-forklaringer. Push-forklaringer betoner, hvorledes arbejdsmarkedets udstødningsmekanismer rammer de svageste (dårligt helbred) og de mindst kvalificerede indenfor arbejdsstyrken; dvs. at 'tidlig tilbagetrækning' tolkes som noget uønsket og påtvunget, der giver anledning til marginalisering, ekskludering og/eller manglende velfærd. I pull-forklaringer, der har været meget dominerende i debatten, analyseres tilbagetrækningsordningerne som incitamentsstrukturer, og tilbagetrækningen som incitamentsvirkninger, dvs. tilbagetrækningen skyldes, at tilbagetrækningsordningerne har en kvalitet og generøsitet, der gør, at det for den ældre lønmodtager bedre kan betale sig at forlade arbejdsmarkedet end at arbejde. Jump-for-

N. F. S. Grundtvig: Educationalist extraordinary. Homage of an Indian adult educator[N. F. S. Grundtvig: En usadvanlig folkeoplyser. En anerkendende karakteristik fra en indisk voksenpadagog]Af Asoke BhattacharyaAsoke Bhattacharya er professor i voksenoplysning ved Jadavpur University i Calcutta i Indien.Ved dette universitet leder han samtidig et Center for Grundtvig-Studier. Fra 2004-2005 har prof. Bhattacharya opholdt sig i Danmark for at samle materiale til fortsatte studier over Grundtvigs tanker om livsoplysning med henblik på at kunne gøre disse tanker gældende i en samfundssammenhæng som f.eks. den indiske. Under sit seneste ophold i Danmark har Asoke Bhattacharya været gæst på en række danske folkehøjskoler og fortalt om sit arbejde i Indien. Desuden har han været gæsteforsker ved Vartov-Akademiet og Center for Grundtvigsttudier for at komme videre med sit eget faglige projekt, der drejer sig om at tolke Grundtvigs skoletanker og gøre dem gældende i dag, således at deres relevans for de mange millioner underprivilegerede samfundsborgere i landene på jordens sydlige halvkugle bliver tydelig.Under sit seneste ophold i Danmark har professor Bhattacharya endnu engang undret sig over, hvor begrænset opmærksomhed der tilsyneladende er omkring Grundtvig i sammenligning med den verdensomfattende optagethed af H. C. Andersen og Søren Kierkegaard.Ikke at der overhovedet skulle være anledning til at gøre indsigelse mod den globale begejstring for disse to, men professor Bhattacharya ønsker at pege på, at Grundtvigs tænkning rummer impulser til en nyorientering inden for voksenoplysning og opdragelse til demokratisk kultur, en relevans som forekommer Bhattacharya umiddelbart indlysende set ud fra hans hjemland Indien, men som - det føler han sig overbevist om - tillige gælder alle andre lande på den sydlige halvkugle.Forklaringen på at denne internationale tilegnelse endnu ikke har fundet sted, mener Bhattacharya at kunne finde, i alle tilfælde delvist, i den kendsgerning, at vi i Danmark har været tilbøjelige til at slå kreds om hans tanker i en form for national protektionisme, som om disse tanker var forbeholdt Danmark og kun kunne udfoldes efter deres mening hos os. Over for en sådan tendens til national chauvinisme gør Asoke Bhattacharya med stor styrke gældende, at Grundtvigs tanker har universel adresse.Efter denne programerklæring giver Bhattacharya en skitse over Indiens årtusindgamle kultur, idet han særligt opholder sig ved det paradoks, at denne ærværdige tradition synes at have mistet noget af sit potentiale til at fremkalde dannelse og oplysning for de brede folkemasser. Årsagen mener han at kunne finde i det forhold, at indiske politikere i hovedsagen har været optaget af at fremme industrialiseringen i byerne, hvorimod de har forsømt reformer for befolkningen i landområdeme. Dertil kommer, at den uddannelsespolitiske ambition har været rettet mod elitens uddannelse på de øverste uddannelsestrin, mens man har ladet hånt om behovet for folkeoplysning.Efter at have ridset Gmndtvigs forestillinger om livsoplysning og folkelig dannelse op i deres historiske, samfundsmæssige kontekst fremlægger Bhattacharya en skitse af tre senere pionerer inden for folkeoplysning, som forekommer indlysende nærliggende og relevante at bringe ind i samtalen om, hvordan vi bedst bidrager til en betydningsoverførsel af Grundtvigs tanker til vores egen tid og til andre himmelstrøg end vore egne. Den første af disse tre forgrundskikkelser er den indiske digter, filosof og billedkunstner Rabindranath Tagore (1861-1941). I senkolonialismens Indien erkendte Tagore et eklatant behov for at animere til en folkelig vækkelse blandt den underprivilegerede landbefolkning. Da han i 1913 modtog Nobelprisen i litteratur, indbetalte han pengene som bidrag til opbygning af internatskoler på landet i Vest-Bengalen. De vigtigste fag på skolerne var landbrug, kunsthåndværk, syning af bomuldsstoffer samt sundhedsreformer for landbefolkningen.Den anden reformskikkelse inden for voksenoplysningen er Mahatma Gandhi (1869-1948). Gandhi er antagelig bedre kendt, blandt andet fordi han fik afgørende betydning i processen, der førte frem til Indiens selvstændighed. På flere måder minder de to indiske folkeoplysere dog om hinanden, f.eks. i henseende til deres betoning af modersmålets betydning for en ægte folkekultur, af den mundtlige fortælling med vægt på poetisk billedsprog samt deres understregning af en fordringsløs livsførelse samt nærende kost til gavn for folkesundheden.Den tredje voksenpædagog, der på tilsvarende måde har ydet et betydningsfuldt bidrag til udformningen af en samfundstænkning, der retter sig mod de brede masser, er den brasilianske filosof og reformpædagog Paolo Freire (1921-1997). Freires program for myndiggørelse af den underprivilegerede befolkning i hans eget hjemland, det nordlige Brasilien, tog frem for alt sigte på at give de undertrykte folkemasser et sprog, der satte dem i stand til at bryde ud af den tavse lidelse og give dem en impuls til frigørelse fra deres uværdige livsvilkår.Asoke Bhattacharya ser afgørende lighedstræk mellem Grundtvigs sans for sand folkelighed og hovedintentionerne hos de tre nævnte poetiske reformpædagoger. Grundtvigs nutidige betydning vil træde frem med stor styrke, hvis det lykkes at tolke og videreføre hans synspunkter i samspil med hans moderne efterfølgere.

Dette fjerde nummer af tidsskriftets 81. årgang indeholder tre artik-ler, der har et bibeleksegetisk tema, men samtidig demonstrerer hvor-dan, man kan gå til bibelske tekster fra meget forskellige perspektiver. Den fjerde artikel belyser et stykke nyere nordisk kirkehistorie.
 I nummerets første artikel leverer Louise Heldgaard Bylund en un-dersøgelse af, hvordan perikopen om Jesu fristelse i ørkenen (Matt 4,1-11; Luk 4,1-13) bliver genfortalt i syv danske børnebibler fra de seneste 15 år. Bylund benytter i artiklen den narratologiske analyse som sit greb til at afdække fælles tendenser i den tolkning af periko-pen, som børnebiblerne formidler. Det viser sig, at gengivelserne af fristelsesberetningen her primært tolker den som en moralsk eksem-pelfortælling. Det sker ikke så meget gennem direkte belærende ud-sagn. Derimod lægger børnebiblernes gengivelser op til en høj grad af identifikation med teksten. Kristologien i børnebiblernes fortælling har ikke først og fremmest (som hos evangelisterne) vægt på lydighed og troskab mod traditionen men snarere på Jesus som en stærk per-son, der træffer det rette personlige valg.
 De næste to artikler beskæftiger sig begge fra hver sin vinkel med en central nytestamentlig tekst, 1 Kor 15. Thomas Lederballe Pedersen udlægger Paulus’ udsagn 1 Kor 15,49 om at “bære det himmelske menneskes billede” i lyset af, hvad visualitetsstudier kan fortælle om samtidens romerske billedkultur. Her spiller forvandlingsmotivet en vigtig rolle, som det ses i Ovids Metamorfoser, og som det udmøn-ter sig ikke mindst i udformningen af Augustus-fremstillinger, hvor Augustus’ ophøjelse til en guddommelig figur legemliggøres i statuer, der på en gang har portrætlighed og fremstår stærkt idealiserende. I disse fremstillinger får den guddommeliggjorte Augustus-figur et udødeligt himmelsk legeme; og Pedersen argumenterer for, at kend-skabet til denne form for legemlig forvandling fra den visuelle kultur har været en del af forståelseshorisonten hos Paulus’ læsere.
 Temaet for Daniel Mikkelsens artikel er ligeledes 1 Kor 15. Han diskuterer de to syn på hvad Paulus forstår ved opstandelseslegeme, “kødforståelsen” og “åndsforståelsen”. Ifølge det første syn bevarer mennesket efter opstandelsen et legeme af kød, men i forherliget og udødelig kvalitet. Ifølge det andet syn bliver mennesket ved opstan-delsen befriet fra kødet og får et legeme af et nyt uforgængeligt pneu-matisk stof. Mikkelsen argumenterer indgående for den første opfattelse og påpeger bl.a., at med forståelsen af opstandelseslegement som kød bliver den forvandling, der finder sted, i højere grad kronologisk (fra fortabelse til frelse) end materiel (fra sarks til pneuma).
 I nummerets sidste bidrag tager Finn Aa. Rønne en lidt underbelyst side af nyere nordisk kirkehistorie op. “Nyevangelismen” er en strøm-ning, som især er kendt fra svenske vækkelsesmiljøer siden 1800-tal-let, og som i Danmark har præget Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Missionsforening. Som inspirator for nyevangelismen næv-nes Carl Oluf Rosenius (1816-1868). Artiklen påviser, hvordan man hos Rosenius finder påvirkning fra såvel den klassiske pietisme som herrnhutismen, og hvordan man kan se en fortsat spænding imellem disse to retninger ned gennem nyevangelismens historie.