Academic literature on the topic 'Danske Akademi'

Med autoetnografisk afsæt analyseres det danske universitets transformation fra autonom akademia til hierarkisk styret koncern. Analysen gennemføres via et videnskabsteoretisk og institutionelt perspektiv. Videnskabsteoretisk forstås forandringen som opløsning af idealet om videnskabelig forskning som viden frembragt på baggrund i regnearkstyranni

Henover efteråret 2018 har FRONT kørt FRONTlæser: et initiativ der undersøger diskrimination og kolonialisme i højere uddannelse. FRONT er en studenterdrevet gruppe med dynamisk deltagelse, der arbejder med antidiskrimination og dekolonisering på alle danske videregående uddannelsesinstitutioner, og er i dag repræsenteret på 4 forskellige institutioner: RUC, AAU, KU og UCC. Læsegruppen er frivillig og huses af Københavns Hovedbibliotek. Læsegruppen er både en undersøgelse af motivationerne for FRONTs arbejde og en invitation til at uddanne os selv og hinanden i, hvordan dekolonisering og antidiskrimination kan praktiseres i Nordiske uddannelsesinstitutioner.

Dette essay udspringer af vores erfaringer med at blive forvekslet med hinanden i konteksten af dansk akademia. At blive forvekslet er selvfølgelig ikke en erfaring, der er forbeholdtøstasiatiske kroppe som vores. Vores afsæt er den racialiserende forveksling, som produceres gennem et hvidt akademisk blik, der både udvisker forskellighed og bestemmer hvilke former for forskellighed, der skal tillægges vægt og betydning. Vi anvender dermed forvekslingerne som en indgang til at reflektere over, hvordan race og hvidhed fungerer som organiserende principper i akademia, og på hvilke måder forskellige former for racialiseringsprocesser gør sig gældende i vores arbejdsliv.

Minority Taxation – a Tool for Understanding the Maintenance of Structural Inequality in Danish AcademiaDenmark has a strong tradition for doing critical analyses of the gendered inequalities of Danish academia – a critique that is particularly critical of gendered hiring practices. As such, Danish gender research has long grappled with the meta-scientific theories of positionality we recognize from e.g. Donna Haraway and Eve Sedgwick. However studies have yet to be conducted of the implicit and indirect inequalities that occur in the academic day-to-day experiences of researchers who are minoritized in more ways than their gender. Taking its point of departure in autoethnographic vignettes created during 3 years as a research-employee (PhD Fellow) as well as 7 years of teaching and supervising at 3 Danish universities, this article argues that Minority Taxation, a proposed Danish derivative of the US term Cultural Taxation (Padilla 1994), is a useful analytical tool for understanding the everyday experiences of structural inequalities in Danish academia. Minority Taxation covers both the concrete and affective extra-work minoritized academics are ‘taxed with’ performing due to structural inequalities. Deeming this form of work a tax aids in making more palpable the inequalities that can often seem hard to understand, quantify or negotiate.

Mellem tradition og modernitet: Personlige erfaringer og erkendelser efter syv år i den danske voksenoplysningAf Martin GrohTæt på hinanden i Københavns midte ligger Rådhuset og Vartov, byens tidligere hospital og fattighuset fra 1700-tallet. Martin Nyrop byggede rådhuset 1892-1905 som symbol for en ny tidsalder i Danmark, det moderne og demokratiske industrisamfund. Vartov derimod har til i dag bevaret fortidens idyl inden for sine barokke mure. Midt i dens gård står en skulptur af N.F.S. Grundtvig, som viser ham med en ydmyg gestus. Det er et anderledes billede end det af en magtfuld patriark, som ellers er forankret i offentlighedens hukommelse.Vartov huser i dag bl.a. Kirkeligt Samfund og andre folkelige organisationers sæde samt Grundtvig-Biblioteket og -Akademiet. I Vartovs kirke prædikede Grundtvig mere end 30 år af sit liv. Som mødested for den grundtvigske bevægelse eller for dem, som er interesseret i hans virke og efterliv, repræsenterer huset den nutidige Grundtvigianismes univers: kirke og kristen tro, den videnskabelige beskæftigelse med Grundtvig og hans værk og den danske folkeoplysning. 1993 skiftede jeg arbejdsplads fra Kiels Universitet til Højskolen Østersøen, en ny skole, som skulle bygges op af et blandet dansk-tysk lærerkollegium. Erfaringer viste at det i langt højere grad var forstanderne end lærerne, der har kendskab til Grundtvigs tanker og de Frie skolers historie. Forstanderne bliver på denne måde meningsdannende, især hvad højskolernes grundlæggende spørgsmål angår. Diskussionen om de Frie Skolers fremtidige rolle i forhold til staten og samfundet, som blev sat i gang i 1993, blev derfor hovedsagligt en debat mellem forstanderne, skolebestyrelserne og de faglige organisationer.I sin præsentation af lovteksten fokuserede minister Ole Vig Jensen på betydningen af »folkelig livsoplysning« og af »folkets almindelige anliggender«. Folkeoplysningens hovedsigte beskrev han som »oplysning om de folkelige fællesskaber« og »tolkning af tilværelsen« gennem almendannende undervisning og samvær. Med begrebet »folkets almindelige anliggender« hentydede han til folkehøjskolernes forpligtigelse til at arbejde i samfundets interesse. Han betonede de Frie Skolers frihed, men efterspurgte samtidig deres samarbejde i løsningen af aktuelle uddannelsesproblemer.Højskolernes frihedsprincip går tilbage til frihedstanken hos Grundtvig. Han forstod frihed som udtryk for den enkeltes frie vilje, som i en kamp mellem forskellige holdninger ville føre hen til et frit samfund. Dette frie samfund så han som en levende organisme, som gennem frie og ligeværdige individers stadige konkurrence konstant ville være under forandring. Staten ville efter hans mening altid forsøge at kontrollere denne udvikling, men samtidig også sørge for dens fredelige og stilfærdige forløb. Den enkeltes frie vilje til at tage ansvar for »det fælles Bedste« var efter Grundtvig grundstenen for folkefællesskabet.Efter 1864 blev det højskolernes fornemste opgave at opbygge denne bevidsthed om det fælles bedste som grundlag for folkeligheden hos hele den danske ungdom. Højskolerne klarede denne opgave meget godt og fik moralsk og finansiel understøttelse af staten, som til gengæld garanterede deres frihed. Trods denne opgavedeling kom højskolerne ofte i konflikt med den herskende politik, men den store konsensus om at arbejde for det fælles bedste i folkets almindelige interesse bevarede borgfreden.Det danske samfunds og nationstats udvikling især i løbet af de sidste 30 år har grundlæggende forandret vilkårene for folkeligheden og dermed folkehøjskolernes etiske og institutionelle grundlag. Men kun en forholdvis lille del af folkehøjskolerne har reageret på de siden 1996 faldende elevtal ved at tilstræbe en fælles diskussion om betingelserne for de Frie Skolers fremtid. Debatten om »ortodokse og kættere« i højskolebevægelsen var et eksempel på skolernes modvilje til samarbejde. Diskussionen drejede sig om folkeoplysningens målsætning: Skulle skolerne være mere fagligt orienterede eller satse på formidlingen af »de bløde« kvalifikationer som oplevelse, samvær, livsglæde. Debatten førte ikke til en alment accepteret løsning.Grundtvigs oplysningsfilosofi, som han formulerede i sit skrift »statsmæssig oplysning« af 1834, skulle virke for det medmenneskelige fællesskab. Den skulle være oplysning for og til livet og respektere, at mennesket var Guds skabning. Livsoplysning skulle formidle livsglæde gennem oplevelse og via en »levende vekselvirkning« mellem eleverne og lærerne.Grundtvig stod positivt overfor fagligheden så længe også den var præget af livsoplysningen. De Frie Skoler har i mange år været en væsentlig garant for udviklingen af et stabilt, demokratisk og fredeligt Danmark. Staten har givet de Frie Skoler et stort råderum, men nu er deres frihed truet. Højskolerne har tabt meget af deres realitetssans og af deres forbindelse til den politiske elite. De bliver nødt til at definere, hvilke betingelser det fælles bedste i fremtiden får. Viden om Grundtvigs virke og folkeoplysningens historie skal stilles på et bredere grundlag iblandt højskolernes lærere for at inddrage flere stemmer end hidtil i debatten. Introduktion af eksamina ville være den forkerte vej. Folkehøjskolerne skal til gengæld blive endnu bedre til at formidle deres dygtighed inden for det faglige og det livsoplysende.Sådan en aktiv politik over for nye tendenser i det danske samfund vil kræve en langt større grad af samarbejde og især enighed de enkelte Frie Skoler og deres organisationer imellem end det har været tilfældet. Initiativet til udarbejdelsen af en fælles erklæring ville betyde et virkelig offensivt skridt. Erklæringen skulle fremstille, hvad de Frie Skolers har til fælles og hvor de er forskellige. Den skulle være en kritisk statusopgørelse og samtidigt vise klare, fælles målsætninger for fremtiden. Vejen dertil vil blive lang og besværlig. Men den betyder ikke en afgørelse for eller imod tradition hhv. moderne - den ligger midt imellem.

Helle Helle er en af dansk samtidslitteraturs vigtigste stemmer, og hun finder mange læsere både inden for og uden for akademiet. Hendes romaner befolkesaf personer, som kan forbindes med prekariatet, og en analyse af hendes værk leder til en bedre og mere nuanceret forståelse af levevilkårene for prekære mennesker i den neoliberale samtid. I en litterær tekstanalyse af Helle helles nyklassiske roman, Ned til Hundene (2008), vises det, hvordan den gennem en særlig prekær stil giver læseren indsigt i det at være sårbar og udsat, dels som et menneskeligt eksistentielt grundvilkår, dels som en specifik erfaring af at være genstand for andre og mere privilegerede gruppers manglende forståelse og empati.

Dansk Biblioteksforskning årg. 6, nr. 1, 2010 31 Af Bo Skøtt Abstract Med udgangspunkt i et ph.d. projekt på Det Informationsvidenskabelige Akademi (tidligere Danmarks Biblioteksskole) indleder jeg denne artikel med en præsentation af to forskellige synsvinkler på fænomenet ”modkultur”, der baseres på et snævert henholdsvis bredt kulturbegreb. Diskussionen mellem disse to opfattelser af ”modkultur” knytter jeg an til mit projekts ophav i biblioteks- og informationsvidenskaben, til en definition af kulturbegrebet og til de studier af bevidsthedsformer, jeg har gennemført. Dette fører frem til en diskussion af selve begrebet ”modkulter”, begrebets implicitte antagelser, samt eksplicitte konsekvenser. Jeg plæderer undervejs for nødvendigheden af, at anlægge et kulturanalytisk perspektiv, idet folkelige fællesskaber antages at være alt for komplekse til, at umiddelbare studier af dem kan være adækvate. Blandt andet stiller jeg spørgsmålstegn ved, hvorvidt den forklarende beskrivelse som anvendelsen af et snævert kulturbegreb medfører, kan anvendes i bestræbelserne på at fortolke og forstå ”modkulturel” aktivisme. Artiklen afsluttes med at udbygge relationen og interessefællesskabet mellem på den ene side de folkelige kulturinstitutioners aktivisme og folkebibliotekernes kulturformidling på den anden og med at argumentere for anvendelsen af betegnelsen ”sociokulturelle fællesskaber” i stedet for ”modkulturer” om folkelige fællesskaber.

his study describes the effect of clinical supervision and academic supervision of principals on teacher performance in state junior high school 3 Rambang Dangku Muara Enim Regency. This study uses quantitative methods. Techniques and data collection procedures through questionnaires, observation, and documentation. Data were analyzed using multiple linear regression. Based on the data analysis, the conclusion is 1) there is a clue to clinical supervision of teacher performance, meaning that clinical supervision can renew teacher performance. 2) There is an effect of principal academic supervision on teacher performance. 3) there are clinical supervision and academic supervision of principals on teacher performance, thus teaching skills and work motivation collectively on teacher performance. Clinical supervision and academic supervision of principals are able to affect teacher performance with a contribution of 24.1%

Ovaj svezak časopisa Croatica et Slavica Iadertina posvećujemo u čast AleksandruStipčeviću, istaknutom hrvatskom arheologu, proučavatelju duhovne kulture starihIlira, bibliografu, povjesničaru i sociologu knjige, istraživaču cenzure i albanologu,u povodu 85. obljetnice njegova života. Rođen je 10. listopada 1930. u Arbanasimakraj Zadra, školovao se u Zadru i u Zagrebu, preminuo u Zagrebu 30. kolovoza ovegodine. Radni je vijek započeo u Zadru, no od 1957. do umirovljenja 1997. radio je uZagrebu, u Nacionalnoj i sveučilišnoj knjižnici, u Knjižnici JAZU, u Jugoslavenskomleksikografskom zavodu, na Filozofskom fakultetu. Ostvario je opsežan i vrlo vrijedanopus. U mladim danima, 19. lipnja 1952., pisao je u Glasu Zadra o Josipu VladovićuRelji, a tematika njegova užeg zavičaja prisutna je osobito u monografiji Tradicijskakultura zadarskih Arbanasa, Zagreb, 2011. Uz to, glavna su mu djela knjige o Ilirimatiskane u Milanu, u Sarajevu, u Zagrebu i drugdje. Bibliografija antičke arheologije uJugoslaviji tiskana je 1977. u Sarajevu na 1556 stranica. Osobito su važni naslovi Povijestknjige (Zagreb, 1985) i Socijalna povijest knjige u Hrvata u tri sveska (Zagreb, 2004-2008). Djela su mu objavljivana na hrvatskom, talijanskom, engleskom, albanskom,arapskom i perzijskom jeziku. Dobitnikom je mnogih priznanja, pa je postao i dopisnimčlanom Akademije znanosti i umjetnosti Kosova kao i inozemnim članom Akademijeu Anconi. Primio je i Nagradu grada Zagreba, Nagradu grada Zadra za životno djelo,Nagradu Hrvatske akademije znanosti i umjetnosti. Odlikovan je Kukuljevićevompoveljom i Redom Danice hrvatske s likom Marka Marulića. Priznanja je dobivao i odstrane albanskih predsjednika (Rexhep Meidani, Bujar Nishani). Nažalost, zdravstveniproblemi posljednjih godina onemogućili su mu da u punoj mjeri zaokruži svoj velebniznanstveni opus. S punom zahvalnosti Aleksandra Stipčevića spominjemo i kao suradnikanašega časopisa, kao zaljubljenika u grad Zadar, velikoga hrvatskog domoljuba, dragogačovjeka i odana prijatelja.

N. F. S. Grundtvig: Educationalist extraordinary. Homage of an Indian adult educator[N. F. S. Grundtvig: En usadvanlig folkeoplyser. En anerkendende karakteristik fra en indisk voksenpadagog]Af Asoke BhattacharyaAsoke Bhattacharya er professor i voksenoplysning ved Jadavpur University i Calcutta i Indien.Ved dette universitet leder han samtidig et Center for Grundtvig-Studier. Fra 2004-2005 har prof. Bhattacharya opholdt sig i Danmark for at samle materiale til fortsatte studier over Grundtvigs tanker om livsoplysning med henblik på at kunne gøre disse tanker gældende i en samfundssammenhæng som f.eks. den indiske. Under sit seneste ophold i Danmark har Asoke Bhattacharya været gæst på en række danske folkehøjskoler og fortalt om sit arbejde i Indien. Desuden har han været gæsteforsker ved Vartov-Akademiet og Center for Grundtvigsttudier for at komme videre med sit eget faglige projekt, der drejer sig om at tolke Grundtvigs skoletanker og gøre dem gældende i dag, således at deres relevans for de mange millioner underprivilegerede samfundsborgere i landene på jordens sydlige halvkugle bliver tydelig.Under sit seneste ophold i Danmark har professor Bhattacharya endnu engang undret sig over, hvor begrænset opmærksomhed der tilsyneladende er omkring Grundtvig i sammenligning med den verdensomfattende optagethed af H. C. Andersen og Søren Kierkegaard.Ikke at der overhovedet skulle være anledning til at gøre indsigelse mod den globale begejstring for disse to, men professor Bhattacharya ønsker at pege på, at Grundtvigs tænkning rummer impulser til en nyorientering inden for voksenoplysning og opdragelse til demokratisk kultur, en relevans som forekommer Bhattacharya umiddelbart indlysende set ud fra hans hjemland Indien, men som - det føler han sig overbevist om - tillige gælder alle andre lande på den sydlige halvkugle.Forklaringen på at denne internationale tilegnelse endnu ikke har fundet sted, mener Bhattacharya at kunne finde, i alle tilfælde delvist, i den kendsgerning, at vi i Danmark har været tilbøjelige til at slå kreds om hans tanker i en form for national protektionisme, som om disse tanker var forbeholdt Danmark og kun kunne udfoldes efter deres mening hos os. Over for en sådan tendens til national chauvinisme gør Asoke Bhattacharya med stor styrke gældende, at Grundtvigs tanker har universel adresse.Efter denne programerklæring giver Bhattacharya en skitse over Indiens årtusindgamle kultur, idet han særligt opholder sig ved det paradoks, at denne ærværdige tradition synes at have mistet noget af sit potentiale til at fremkalde dannelse og oplysning for de brede folkemasser. Årsagen mener han at kunne finde i det forhold, at indiske politikere i hovedsagen har været optaget af at fremme industrialiseringen i byerne, hvorimod de har forsømt reformer for befolkningen i landområdeme. Dertil kommer, at den uddannelsespolitiske ambition har været rettet mod elitens uddannelse på de øverste uddannelsestrin, mens man har ladet hånt om behovet for folkeoplysning.Efter at have ridset Gmndtvigs forestillinger om livsoplysning og folkelig dannelse op i deres historiske, samfundsmæssige kontekst fremlægger Bhattacharya en skitse af tre senere pionerer inden for folkeoplysning, som forekommer indlysende nærliggende og relevante at bringe ind i samtalen om, hvordan vi bedst bidrager til en betydningsoverførsel af Grundtvigs tanker til vores egen tid og til andre himmelstrøg end vore egne. Den første af disse tre forgrundskikkelser er den indiske digter, filosof og billedkunstner Rabindranath Tagore (1861-1941). I senkolonialismens Indien erkendte Tagore et eklatant behov for at animere til en folkelig vækkelse blandt den underprivilegerede landbefolkning. Da han i 1913 modtog Nobelprisen i litteratur, indbetalte han pengene som bidrag til opbygning af internatskoler på landet i Vest-Bengalen. De vigtigste fag på skolerne var landbrug, kunsthåndværk, syning af bomuldsstoffer samt sundhedsreformer for landbefolkningen.Den anden reformskikkelse inden for voksenoplysningen er Mahatma Gandhi (1869-1948). Gandhi er antagelig bedre kendt, blandt andet fordi han fik afgørende betydning i processen, der førte frem til Indiens selvstændighed. På flere måder minder de to indiske folkeoplysere dog om hinanden, f.eks. i henseende til deres betoning af modersmålets betydning for en ægte folkekultur, af den mundtlige fortælling med vægt på poetisk billedsprog samt deres understregning af en fordringsløs livsførelse samt nærende kost til gavn for folkesundheden.Den tredje voksenpædagog, der på tilsvarende måde har ydet et betydningsfuldt bidrag til udformningen af en samfundstænkning, der retter sig mod de brede masser, er den brasilianske filosof og reformpædagog Paolo Freire (1921-1997). Freires program for myndiggørelse af den underprivilegerede befolkning i hans eget hjemland, det nordlige Brasilien, tog frem for alt sigte på at give de undertrykte folkemasser et sprog, der satte dem i stand til at bryde ud af den tavse lidelse og give dem en impuls til frigørelse fra deres uværdige livsvilkår.Asoke Bhattacharya ser afgørende lighedstræk mellem Grundtvigs sans for sand folkelighed og hovedintentionerne hos de tre nævnte poetiske reformpædagoger. Grundtvigs nutidige betydning vil træde frem med stor styrke, hvis det lykkes at tolke og videreføre hans synspunkter i samspil med hans moderne efterfølgere.

Den här masteruppsatsen är en vetenskaplig essä i den praktiska kunskapens teori. Den är ett försök till en fenomenologisk inspirerad studie i högskolelärares kroppslighet i undervisning på lärarutbildning. Mina forskningsfrågor är: På vilka sätt erfar högskoleläraren sin egen kropp och dess rörelser i undervisningssituationer? Vilken roll spelar den egna erfarenheten om sin kroppslighet i förståelsen av sin presentation? I vilken relation står undervisningens innehåll, det som ska undervisas, till högskolelärarens kroppslighet? På vilka sätt skapar högskolelärarens kroppslighet relationer i undervisningen?Undersökningen består av berättelser från min erfarenhet som lärare i dans samt filmade observationer och intervjuer av fyra andra högskolelärare på lärarutbildningen. Studiens metod och teoretiska bakgrund är fenomenologisk och baseras på den franska filosofen Maurice Merleau-Pontys arbete om levd kropp och intersubjektivitet samt dans och rörelse teorier om kropp, rum, tid och kraft av Rudolf Laban.I analysen av det empiriska materialet lyfter jag fram tre dimensioner av kroppslighet, presentation, gestaltning och relation som jag diskuterar i relation till mina valda teorier. Som en fenomenologisk studie beskriver jag först de fyra lärarnas erfarenhet av sin kroppslighet för att sedan reflektera på det som har visat sig. Undersökningens ändamål är inte ett snabbt svar på bästa sättet att undervisa. Istället är mitt intresse att verkligen försöka förstå hur kroppen och dess rörelser kan få en större betydelse inom lärarutbildning.
This master thesis has the form of a scientific essay within the theories of practical knowledge. It is an attempt to a phenomenological survey of higher education teacher´s relationship to their own corporality in teaching in a teacher education program. I investigate following question; In what ways do university teachers experience their own body and its movements in teaching? How does the teacher´s own experience of its corporality influence the understanding of the own presentation? What is the relationship between teacher´s corporality and the content of the teaching? In what way does the teacher´s corporality create relationships within the teaching?My investigation contains of narratives from my experience as a teacher in dance. It will also contain filmed observations and interviews with four other teachers in higher education at the teacher education program at the Södertörn university. The methodological and theoretical background of my study is phenomenological, based on the French philosopher Maurice Merleau-Ponty´ s work on lived body and intersubjectivity and movement and dance theories of Rudolf Laban about body, time, space and effort.Within the analysis of my empirical material I have high lightened three dimension of corporality; presentation, formation (creation) and relation, which I have discussed further in relationship to my theories. As a phenomenological study I have first tried to describe the four teacher´s experience of their own corporality and then reflect on the outcome. It is not my goal to present a quick fix answer to the best way to teach in relationship to the corporality. Instead my interest is to really try to understand how body and it´s movements can be a greater part of the interest and the curriculum of a teacher education program.

Celui que l'on présentait dans les années 1980 comme le "parangon du dandy fin-de-siècle" est l'auteur d'une œuvre poétique, critique et romanesque qui fait partie, dans l'histoire de la littérature, du corpus des "petits décadents". Or si Jacques d'Adelswärd-Fersen (1880-1923) a sacrifié aux stéréotypes de la Décadence, la lecture attentive de son œuvre incite à ouvrir d'autres perspectives et à regarder d'un œil différent celui qui a publié dans Poesia, l'organe marinettien du futurisme, et qui a fondé en 1909 la revue Akademos, avec l'intention affirmée de réhabiliter l'homosexualité. Les thématiques de l'élévation, de l'orgueil et de la renaissance païenne qui innervent son corpus le font participer à l'affirmation pionnière de la fierté homosexuelle. Son œuvre oscille entre deux siècles et fait la transition entre la décadence et le renouveau païen, entre le "martyr" homosexuel et le "militant", entre l'éphèbe du modèle grec et le collégien moderne. Ses ancrages dans des courants littéraires d'arrière-gardes, comme le Parnasse, le symbolisme et l'esprit décadent, le retiennent dans le XIXe siècle. En revanche, son adhésion au futurisme, ainsi que son entreprise de défense de l'homosexualité, le font entrer dans le XXe siècle. Bien loin de l'image du "poète maudit" condamné par ses contemporains, il a laissé un désir de lumière et d'élévation qui surpasse la complaisance pour les crépuscules ; il a donné à voir une vie de liberté, de volonté et d’orgueil, illustrée par les choix de Capri, du garçon et de la prise de parole contre le silence
Considered as the "stereotype of the fin-de-siècle dandy and pederast", Jacques d’Adelswärd-Fersen (1880-1923) is the author of several literary works (novels, poetry and critics) which enter the corpus of the "minor decadents" in the history of literature. If Jacques d’Adelswärd-Fersen did illustrate the stereotypes of French Decadence, an attentive reading of his works invites to open other perspectives and to look differently at the author who published in Poesia, the review of Futurism, and who founded in 1909 the review Akademos, in the aim of rehabilitating homosexuality. The themes of elevation, pride and pagan renaissance in his poetry and novels make him a pioneer of gay pride. His work swing between two centuries, as a transition between decadence and pagan renewal, between the homosexual "martyr" and the "activist", between the Greek ephebe and the contemporary schoolboy. His anchorages in arrière-garde literary movements, like Parnasse, Symbolism or Decadence, keep him in the 19th century. But his support to avant-garde Futurism and his fight for homosexuality make him enter the 20th century. Far from the image of the "poète maudit" condemned by his contemporaries, he left a desire of light and elevation which overcome the complacency for twilights ; he lived a life of freedom, of will power and of pride, illustrated by multiple choices : the choice of Capri, of the boy and of the speech against the silence

Chapter 4 focuses on two Bharatanatyam-trained stars in the 1950s and 1960s, Vyjayanthimala and Waheeda Rehman, analyzing changes in film dance alongside the canonization of specific classical and folk dance forms by the Sangeet Natak Akademi. By studying how dance training influences acting repertoires, this chapter calls attention to movement, gesture, and bodily comportment to enhance our understanding of virtuosity and technique, proposing a movement-based analysis of film acting grounded in kinesthetic performance and spectatorship. Rehman and Vyjayanthimala’s most ambitious production numbers speak to their own performative desires as trained dancers. Films featuring these A-list actresses as dancing protagonists evince a generic tendency, described here as the “melodrama of dance reform,” which combines the dance spectacular with the “social problem” film, producing in the process cinematic figurations riven with anxieties and aspirations around female sexuality, bodily movement, and economic independence.