Academic literature on the topic 'Historie : Undervisning'

Selv om læreplanerne siden 2004 har defineret historie som et problemorienteret fag, er det sjældent, at der undervises i overensstemmelsemed dette koncept. I 2017 gennemførte HistorieLab et aktionsforskningsprojekt, som gennem eksperimenter sigtede på at klarlægge muligeudfordringer og potentialer i at tilrettelægge undervisningen i historie mere undersøgende og problemorienteret. Desuden var projektets sigteat finde egnede fremgangsmåder, der kvalificerede, at historie reelt blev et problemorienteret fag. I artiklen begrunder vi, hvorfor historieundervisningen bør tilrettelægges problemorienteret. Vi har særligt fokus på problemstillingen, der er drivkraften i problemorienteret undervisning, og som aktionerne i projektet var rettet imod.

I denna artikel undersöks historieundervisning för yngre barn, årskurserna 4-6, i den svenska grundskolan. Vad är det för historieämne som framträder och hur kan relationen mellan delarna i en historisk praktik förstås? Historie-undervisningen för dessa delar av grundskolan har i mindre utsträckning uppmärksammats av den nordiska historiedidaktiska forskningen. Det huvud-sakliga empiriska underlaget utgörs här av semistrukturerade intervjuer med fem lärare. Utgångspunkten för analysen blir således lärarnas tal om under-visningen. Analysen genomförs med hjälp av en disciplinärt förankrad historie¬didaktisk analysram. Den består av tre delar: 1. Historiska narrativ, 2. Strukturerande idéer och begrepp samt 3. Strategiska praktiker. Under-sökningen visar att undervisningen i stor utsträckning orienterar kring ett nationellt inriktat historiskt narrativ. Mindre fokus hamnar på de två övriga delarna, strukturerande idéer och begrepp samt strategiska praktiker. Och när väl dessa delar behandlas görs det inte i relation till det historiska narrativet. Tidigare forskning har visat att historieundervisningens tyngdpunkt i de nordiska länderna, men också internationellt, tenderar att ligga på historiska narrativ. Under senare år har också framkommit att det historiska narrativet för till exempel den svenska gymnasieskolan innehåller framträdande inter-nationella perspektiv. Så är alltså inte fallet för årskurserna 4-6, där narrativet fortfarande har nationens födelse och utveckling som en central tematik. Antyder det att man kan tala om två lite olika historieämnen i ungdomsskolan?

Uddannelse for livet: det nigerianske perspektiv.Af Kachi E. OzumbaArtiklen beskriver, hvorledes Grundtvigs skoletanker f.res ud i livet p. en moderne nigeriansk skole, The Grundtvig Institute i Onitsha, ledet og grundlagt af dr. Kachi Ozumba. Artiklen tager udgangspunkt i den grundtvigske modstilling af skolen for livet og skolen for døden. I nigeriansk sammenhæng finder man på den tid, hvor Grundtvig begyndte at tale om skolen for livet, undervisningsformer, der tager udgangspunkt i menneskelivet. Således svarer den mundtlige undervisning i folkets traditioner og praktiske liv til elevernes alderstrin, og således brydes forbindelsen mellem skolen og samfundslivet aldrig.Denne traditionelle undervisning er i overensstemmelse med Grundtvigs skoletanker, der jo netop betoner undervisningen på modersmålet, udgangspunktet i folkets traditioner og forbindelsen mellem undervisningen og livet, som det leves.For Grundtvig var latinskolen skolen for døden. For den nigerianske opdragelse er skolen for døden den vesteuropæiske opdragelse, som måske er det mest dybtgående levn fra kolonitidens undertrykkelse. Nigeria - der trods militærstyre er i besiddelse af en forholdsvis fri offentlighed - er i henseende til areal, befolkning og økonomi et meget stort land, og selv om uddannelsessektoren har udviklet sig stærkt siden Nigerias uafhængighed i 1960, dækkes kun 2-25 % af landets uddannelsesmæssige behov. Når Grundtvigs skoletanker introduceres i en nigeriansk sammenhæng, er det vigtigt, at dette sker ud fra en nigeriansk tankegang. Baggrunden for skolen i Onitsha skal søges i Nigeria-Biafra-krigen, hvor de medlemmer af Igbo-Stammen, der levede i Biafra-området, ikke blot mistede materiel ejendom men også mistede selvtilliden. For dem giver uddannelse hflb om en ændring af denne situation. Men den traditionelle college uddannelse, der sædvanligvis vælges, er ikke brugbar, eftersom der ikke er arbejde til de højtuddannede unge, og eftersom deres ambitioner efter studiet umuliggør en tilbagevenden til landsbylivet. Det er i den sammenhæng, Grundtvigs højskoletanker har kunnet udnyttes til skabelse af en alternativ uddannelsesform. Da dr. Ozumba planlagde en sådan nigeriansk skoleform, nægtede det officielle uddannelsessystem og erhvervslivet ham støtte, og i stedet fik han støtte af en græsrodsbevægelse for kvinder. I dag består halvdelen af eleverne af studenter, der har forladt de vestligt inspirerede skoler uden at tage eksamen, kvinder, hvis fremtidsmuligheder i kraft af deres kulturelle, traditionelle position ofte synes begrænsede. Disse kvinder har derfor behov for skolens støtte, og som bærere af familien og dens liv er deres samfundsmæssige betydning meget stor. Grundtvig instituttets undervisning sigter da dels mod at give de enkelte individer selvtillid, dels mod at lade dem indgå. i en samfundsmæssig sammenhæng, hvor de støtter samfundslivet, den nigerianske kultur og arbejdet for national enhed. Grundtvig instituttets arbejde for at n. disse mål hæmmes af det kolonialistiske, bogligt orienterede undervisningssystem, men samtidig er det nødvendigt for skolen ikke helt at bryde med dette system, al den stund skolen af hensyn til det konventionelle tankesæt ikke kan fremstå som alt for radikal.Skolens utraditionelle, nyskabende initiativer bliver derfor til i tilknytning til mere konventionelle uddannelsesforløb som tekstil design, restaurant-og hoteldrift og sekretæruddannelse. I tilknytning til denne erhvervsorienterede undervisning gives der undervisning i eksempelvis udviklingsproblematik, nigeriansk historie, traditionel kunst, nigeriansk sprog og kultur. Den enkelte elevs erhvervsorienterede uddannelse følges således op af en mere værdi- og holdningsorienteret undervisning. Gennem fællesarrangementet ’Grundtvig timen’ og gennem studiegrupper virkeliggøres skolen for livet yderligere. I 1993 flytter skolen ind i nye bygninger, finansieret b.de fra Nigeria og Danmark, og i årene derefter vil den nigerianske folkehøjskole blive virkelighed. En række problemer knytter sig hertil: hvilket af de 395 nigerianske sprog skal vælges til det levende ords undervisning, og hvilken identitet skal genfindes og opbygges: den før-kolonialistiske, den kolonialistiske eller en blanding? Medens disse problemer lyses, fortsattes skolens arbejde med at sprede grundtvigske idealer i Nigeria.

Classroom Dialogues and Reflections in Southeast Asia inspired by Grundtvig’s educational Ideas[Grundtvig-inspirerede dialoger og refleksioner på et universitet i Sydøstasien]Af Hanne Luplau Kjer HansenArtiklen udgør i sin form på en gang et essay og en feltrapport og frembyder et uddannelsesbillede (se note 1). Forskningsmetoden er kvalitativ (dvs. antropologisk, hermeneutisk-kritisk og paticipatorisk). Dette fordrer forskerens fysiske nærvær og samarbejde med de involverede personer til forskel fra en teoretisk analyse af forholdene og betragtning af deltagerne. Således bliver forskeren en del af selve forsknings- og udviklingsprocessen.Artiklens ærinde er flerfoldigt. For det første ønsker jeg at præsentere nogle Grundtvig-inspirerede klasseværelses-dialoger og refleksioner; for det andet er det min hensigt at påpege, hvordan nogle af Grundtvigs nøglebegreber, såsom ‘modersmal’, ‘det historisk-poetiske’, ‘detlevende ord’, ‘sand vekselvirkning’, ‘livsoplysning’ og begrebet ‘folkelig’ blev opfattet af de studerende; for det tredje ønsker jeg at argumentere for Grundtvigs aktualitet og dog tidloshed. Dernæst går jeg over til at diskutere Grundtvigs holdninger i forhold til nogle tyske og britiske pædagogiske og sociologiske tankere, dertil nogle amerikanske og et par nordiske debattører på området. Endelig bor det understreges, at Grundtvigs ideer og tanker er anvendt til at kaste lys over studiet (med et Grundtvig-ord ‘forklaring’). Studiet gør således ikke krav på at vare et traditionelt Grundtvig-studie.Følgelig rejser jeg da spørgsmålet: Hvordan kan Grundtvigs pædagogiske tanker vare en inspiration til universitets-undervisning i Sydøstasiske kulturer og kontekster og bidrage til fremme af uddannelses-udvikling?Uddannelsesbilledet her gengiver og diskuterer en bestemt dag i et tværfagligt kursusforløb i ‘curriculumudvikling’, der tillige tjente som undervisning i engelsk som ‘andet sprog’ og for ‘specifikke formal’ på et multikulturelt og interdisciplinært hold (se note 4). Tilsammen udgjorde vi en ‘lærendeforsamling’ (learningcommunity)! ‘levende vekselvirkning’.Denne sårlige dag var Grundtvig ‘på skemaet’. Samtalerne i plenum gav anledning til refleksioner over Grundtvigs begreber ‘dannelse’ og ‘duelighed’ (for folkelivet i øjeblikket) samt ‘lærdom’ (for menneskelivet på det hele), som det ses udtrykt i Nordens Mythologi (afsnittet ‘Universalhistorisk Vidskab’).Vi kom ind på områder som kolonisering, besættelse af fremmede magter, de deraf følgende lovgivnings- og kulturforandringer. Vi kom til den erkendelse, at uddannelseshistorie også er en del af et lands historie (national- og personalhistorie).Samtidig førtes vi på sporet af sprogenes og religionernes identitetsbarende kræfter, og vi indså, hvorledes forskellige økonomiske orienteringer (plan- eller markedsøkonomi) over indflydelse på undervisnings- og religionsopfattelse. Ja, man kan ligefrem tale om ‘markedskulturer’.Det viste sig, at de studerende umiddelbart kunne leve sig ind i Grundtvigs ‘mærkepæle’, som de betragtede som henholdsvis værdier og redskaber for undervisning med henvisning til bondesamfundet og den historiske udvikling i deres hjemlande. I refleksion herover diskuteres den mulige (eller ønskelige) transfer af Grundtvigs pædagogiske tanker til såkaldte tredjeverdenslande.Konklusionen er, at vi snarere bor tale om inspiration. Centralt for begreberne ‘det levende ord’ og ‘sand vekselvirkning’ star en reference til Jürgen Habermas (‘den herredommefrie samtale’ og ‘kommunikativ handlen’), og Wilhelm Dilthey diskuteres som baggrund for den antropologiske og hermeneutisk-kritiske tilgang til studiet og en mulig Grundtvig-kritik af samme.Endelig foretages en overvejelse af ‘Grundtvig som kvalitativ forskningsmetode’ sammenholdt med Grundtvigs holdning til metode og antropologi. Samtidig overvejes de mulige perspektiver for en integrations- og undervisningstilgang af multietniske, multikulturelle og multireligiøse nye borgere i eksempelvis Danmark.Grundtvig-kilder til studiet udgøres af Nordens Mythologi, Bon og begreb om en folkelig højskole p a Akademiet i Søer samt sange og salmer, som de findes i Folkehøjskolernes Sangbog.Herudover ønsker jeg at udtrykke min tak til forskningslektor Kim Arne Pedersen, Center for Grundtvigstudier, Aarhus Universitet for udstrakt hjalp og inspiration gennem mit studium og tilblivelsen af nærværende essay.

National identitet og internationalt fællesskabAf Arthur Macdonald AllchinI sin redegørelse inddrager Allchin personligt farvede betragtninger over, hvad han som englænder har lært ved at stifte bekendtskab med Grundtvig og hans betydning for Danmark i historie og nutid. I fortsættelsen skitserer Allchin, hvordan vigtige perspektiver hos Grundtvig først bliver anskuet i deres virkelige rækkevidde, nr. deres aktuelle relevans langt ud over Danmarks grænser bliver taget med i betragtning.Alt for ofte har det været således, at 'national identitet' er blevet anskuet som et sæt af værdier, der ligger i strid med det pågældende lands plads i det internationale fællesskab. For Grundtvig var det ikke således. Selv om han undertiden kunne give anledning til nationalistiske forestillinger og også. siden hen er blevet brugt i samme retning, var Grundtvigs egentlige overbevisning knyttet til, at han forstod sig selv og sin virksomhed inden for danskhedens rammer og p. samme tid understregede Danmarks plads i universalhistorien. Således var han alt andet end isolationist.Grundtvigs forståelse af national identitet bygger på tre ting: et folk, der bebor et afgrænset geografisk omr.de, som endvidere har et modersmål og en digtning, og som endelig har en fælles historisk arv.De indsigter, der rummes heri, har på afgørende punkter relevans i lyset af dagens internationale situation. Men netop ved at gennemføre en afbalanceret vurdering af Grundtvigs tanker, kan vi opnå et frugtbart grundlag for bestræbelser, der rækker fra kultur- og samfundspolitik til undervisning, fra kirkeliv og teologi til bestræbelserne p. at virkeligg.re en højere grad af fællesskab mellem kristenhedens kirkesamfund.Med denne omfattende målsætning som sin ledetråd udtrykker Allchin for sit eget vedkommende taknemmelighed over at kunne deltage i et samarbejde med kolleger fra Det teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet og i særdeleshed Center for Grundtvig Studier.

National identitet og udfordringen for den lettiske kirke idagAf Guntis DislersForfatteren er præst i den lutherske kirke i Letland og har gennem de seneste år været ansvarlig for at pleje forbindelsen til kirker i udlandet, nu hvor sådanne relationer kan etableres og plejes.Guntis Dislers gennemgår i en række punkter hovedtræk af den aktuelle religiøse situation i Letland. Det er hans hovedsynspunkt, at livsanskuelsessituationen er broget, om ikke ligefrem uoverskuelig. Det skyldes, at de religiøse kræfter, der var bundet under kommunismens totalit.re undertrykkelsessystem, nu slippes fri, med en løbsk aktivitet til følge. Ud over de kirker og trosretninger, der traditionelt har spillet en rolle i Letland, drejer det sig også om en form for nyhedenskab med rødder i urgammel, indoeuroæiske mytologi. Desuden går ny-religiøse grupperinger, både af indisk og af amerikansk oprindelse, sig kraftigt gældende. Ikke mindst den frie adgang til at gøre brug af de elektroniske medier indebærer, at der har åbnet sig et kolossalt virkefelt for nye religiøse vækkelsesgrupper, der kan lukrere p. det, der har nyhedens interesse, og som samtidig besidder de penge, der skal til for at lancere deres program.Forfatteren inddrager i sin redegørelse de træk i Letlands nationale historie, der forklarer landets kirkehistoriske udvikling. Ikke mindst har påvirkningen fra Tyskland spillet en rolle, i perioder sammen med en politisk afhængighed. Til den modsatte side har naboskabet med Rusland og forholdet til den ortodokse kirke været en mindst lige så afgørende faktor. Den lutherske kirke i Letland har i dette perspektiv været knyttet til den nationale selvstændighedstanke, et forhold, der også har gjort sig gældende under den allerseneste udvikling.Afsluttende omtaler Guntis Dislers i hovedtræk den aktuelle situation. Han går specielt ind p. behovet for at uddanne teologer og præster. Nu er der adgang for en forsvarlig uddannelse, efter at et teologisk fakultet fik officiel status i 1990. Endvidere nævnes behovet for kirkelig undervisning af lægfolket, kirkelige tidsskrifter og aviser, samt det ikke mindre udtalte behov for at opbygge internationale, økumeniske kontakter.

Folkeoplysning i Indien - belyst på baggrund af Jadavpur universitetets udgangspunktAf Asoke Bhattacharya og Tandra MitraForfatterne - henholdsvis direktør for og forsker på et forskningscenter i folkeoplysning på Jadavpur University, Calcutta - fortæller om mulighederne for at bruge den grundtvigske folkehøjskole i voksenundervisningen i Indien.Artiklen indledes med en fremstilling af, hvorledes Vest-Bengalen i årene omkring 1970 i lighed med den øvrige verden prægedes af voldsomme begivenheder, her i forbindelse med bestræbelser på at gennemføre jordreformer. Dette arbejde blev imidlertid ikke fulgt op af et forsøg på at komme analfabetismen til livs. Fra 1986 blev kampen mod analfabetisme imidlertid en national opgave i Indien, hvor undersøgelser pegede på, at landet i år 2000 ville have halvdelen af verdens analfabeter inden for sine grænser. I 1988 dannedes The National Literacy Mission og blev snart en stærk bevægelse. Et forbillede for hele Indien blev delstaten Kerala, hvor det lykkedes først et enkelt distrikt, siden hele delstaten at udrydde analfabetismen. Fra 1990 til 1994 nåede »operation Blackboard« ud i næsten hver krog af landet, men efter en årrække stagnerede projektet. I forbindelse med forsøgene på at videreføre kampen mod analfabetisme inden for rammerne af en handlingsplan har det nævnte forskningscenter Adult, Continuing and Extension Centre da arbejdet med opfølgningsprogrammer, der forbinder arbejdet med læsning med projekter, der har til hensigt at styrke udviklingsarbejdet i Vest-Bengalen. Konkret har der været tale om etablering af tre centre for mennesker, der har opnået læse- og skrivefærdighed. I den sammenhæng har man dels gjort den erfaring, at et sådant arbejde forudsætter et samarbejde, dels at den administrative struktur i landområdeme er for bureaukratisk til at kunne opfange de allerfattigstes forsøg på at udnytte læsefærdigheden i forbindelse med kooperativt arbejde.I denne situation inddrager forfatterne Grundtvigs uddannelsestanker og den rolle, de har spillet i det danske folks nyere historie. Det skildres, hvorledes Grundtvig taler om folkets og ikke elitens uddannelse, og hvorledes åndelig oplysning for Grundtvig udgør baggrunden for folkelig bevidstgørelse. Videre skildres den danske folkehøjskole som en eksamensfri skole i tæt kontakt med landbefolkningen og med andelsbevægelsen. Forfatterne fortsætter med at gøre rede for, hvorledes den grundtvigske folkehøjskolemodel kan forbindes med det såkaldte three-tier Panchayat system i Vest-Bengalen, der fremstår som et led i demokratiseringen af landdistrikterne. På dette systems første trin - landsbyniveauet - skal en grundskole for voksne oprettes, i hvilken kampen mod analfabetisme kombineres med samtaler og indlæring af praktiske færdigheder. På systemets andet trin oprettes folkehøjskoler, hvor national historie og kultur på lignende vis forbindes med erhvervsrettet undervisning og redegørelser for andelstanken. På tredje trin - distriktsniveauet – indrettes folkelige »Colleges«, hvor eleverne uddannes med henblik på senere at kunne virke som undervisere på folkehøjskolerne eller grundskolerne. Samtlige institutioner skal baseres på tætte kontakter til landbefolkningen, men også til en koordinerende komite, sammensat bl.a. af repræsentanter for administrationen.Konkret skal det nævnte Adult, Continuing and Extension Centre på Jadavpur Universitetet støtte projektet gennem oprettelse af The Grundtvig International Centre for Study and Research in Adult Education, der i samarbejde med bl.a. Center for Grundtvig-studier i Aarhus dels skal drive studier i den grundtvigske bevægelse og dens mulige betydning for Indien i dag, dels skal støtte folkeoplysningsarbejdet i kampen mod analfabetisme og de initiativer, der er knyttet til dette.

At arbejde i det offentlige — velfærdsstat og velfærdsarbejde under forandring A t arbejde i det offentlige var for årtier siden forbundet med høj status; offentligt ansatte var betroede medarbejdere, de havde via deres virke et væsentligt ansvar for velfærdsstaten og dens borgere. At give tryghed i ansættelsen-blandt andet via tjenestemandsansættelse af dele af de offentligt ansatte-var et led i at sikre stabilitet i staten (kerstrøm 2001). Og vi så sammen med fremvæksten af nye velfærdsprofessioner og-fag etableringen af det, man kan kalde et offentligt etos, altså en særlig moral, der er rettet mod at tjene borgernes/statens behov (Hoggett 2005). Dette kan i dag lyde som en historie fra en meget fjern fortid. Den offentlige sektor har igennem de seneste mange år gennemgået voldsomme forandringer som led i en neoliberal forvandling af velfærdsstaten. Med New Public Management bølgen fra 1980erne og frem udvikledes bestræbelser på at markedsgøre den offentlige sektor; restrukturere offentlige institutioner og indføre markedslignende relationer imellem dem, udlicitere og privatisere, omforme borgere til kunder på et markedetc. Kontraktstyring blev en vigtig mekanisme til at sikre central styring (Klausen mfl. 2005). New Public Management (NPM) bygger på en bestemt diagnose af problemerne i den offentlige sektor: Den offentlige sektor svulmer, den er bureaukratisk og ineffektiv, og de professionelle ses som en del af problemet. Med udgangspunkt i en 'economic man tænkning' ses de professionelle som nyttemaximerende. De søger blot at sikre egne interesser som stand og individer, så de skal styres for at sikre, at den offentlige sektor og dens budgetter ikke løber løbsk, er devisen. NPM er således-blandt andet-et forsøg på at afvikle professionernes monopol på at vurdere, hvad der er god behandling, god service, god undervisning mv. (Hood 1991). Men NPM kom ikke alene. Den offentlige sektor har været ramt af en sand reformbølge. Oveni NPM har vi fået Strukturreformen i 2007-med kommunesammenlægning og oprettelsen af de fem regioner-og dermed omstruktureringen af mange kommunale og (dengang) amtslige institutioner og arbejdspladser. Kort tid efter, i 2008, kom Kvalitetsreformen, som ikke kun skærper kontraktstyringen af offentlige institutioners ydelser, men også stiller dem til regnskab for ydelsernes kvalitet. Her er det ministerierne, der definerer velfærdsydelsernes 'kvalitet'. Der er altså ikke tale om, at styringen decentraliseres, snarere styrkes den centrale kontrol. Til dette kunne man lægge de senere års LEAN bølge i den offentlige sektor, og det konsekvente fokus på nedskæring og besparelser siden finanskrisen. Man kan derfor med John Clarke-en fremtrædende engelsk forsker på feltet-stille spørgsmålet: Hvad er egentlig offentligt ved den offentlige sektor? Han argumente-

Grundtvig og nationalismen i det 19. århundredeAf Lorenz RerupArtiklen beskæftiger sig med Grundtvigs folkelighedsbegreb i sammenh.ng med fremkomsten af nationalismen i Europa i det 18. og 19. århundrede. Grundtvig opførte sig ved visse lejligheder som en nationalist af den type, man almindeligvis tager afstand fra. Men Grundtvigs opførsel kan altid forklares ud fra det danske riges tilstand i de situationer, hvor Grundtvig udtalte sig nationalistisk.Dette eksemplificeres med truslen om adskillelse mellem Danmark og Norge under Napoleonskrigene i 1813, den slesvig-holstenske krig i 1848 og sejren ved Isted i 1850 - situationer, hvor Grundtvig lod Danmark repræsentere Gud og retfærdighed eller lod en dansk sejr være baggrund for Danmarks ret til Slesvig. Grundtvig fremtræder her som en tidstypisk nationalist, og ikke mindst de nutidige begivenheder i eksempelvis det tidligere Jugoslavien går det naturligt for mennesker, der lever i dag, at tage afstand fra denne form for nationalisme. Men vi finder i Grundtvigs forfatterskab også en anden form for nationalisme, udviklet især i sammenh.ng med den danske, nationale bevægelse i Slesvig. Grundtvig følger i udviklingen af denne form for nationalisme Herder, der havde peget på den ulærde jævne mand, modersmålet og undervisning på modersmålet som bærer af, hvad Herder kalder 'Volksgeist' og Grundtvig folke.nd. For Herder repræsenterer de gudgivne kultur-og sprogfællesskaber mere end datidens dynastiske statsdannelser forskellige sider af den humanitet, der udgør historiens ml. Herders tanker blev i tiden efter den franske revolution en inspirationskilde for ikke mindst de mange ikke-tyske folkeslag i det habsburgske rige, idet disse folkeslag lærte at værdsætte deres nationale egenart og sprog. Men i de følgende årtier ændredes Herders ideer. Ideen om de ulærde mennesker som bærere af national identitet svækkedes, og den tyske idealisme i Fichtes skikkelse indordnede den Herderske tanke om et folks særpræg i en tolkning af historien som en fortsat vakst i dannelse, hvor et folks uddannede elite fremstår som bærere af folkeånden. Fichtes tanker inspirerede det 19. århundredes nationalisme. Således opfattede de danske og tyske nationalliberale sig som bærere og igangsættere af den nationale vækkelse, der følger på fremkomsten af ideen om nationalitet. En tretrinsmodel kan opstilles som gældende for nationalismens udvikling inden for de europæiske nationer: A) fremkomsten af nationalitetsideen i lærde kredse, B) en periode med patriotisk agitation og C) fremkomsten af en national massebevægelse. I de små nationer - hermed menes ikke blot kvantitativt sm., men nationer, der styres udefra - forløb udviklingen anderledes end i de store, politisk selvstændige nationer, hvor nationalitetsideen blev et redskab for tredjestandens kamp for indflydelse, for liberalisering og modernisering. Andre problemer end national selvstændighed læstes i de store nationer gennem nationalitetsideen: i Tyskland stod kampen for politisk enhed, i Danmark problemet med oplysningen af monarkiet i centrum. De store nationer havde institutioner og traditioner, sprog, litteratur og een institutionaliseret historie. Beklageligvis kunne de store nationers moderniseringsproces da også. f.re til undertrykkelse af minoriteter, til germanisering eller fordanskning. Men dette billede skal selvfølgelig suppleres af det faktum, at danskerne i hertugdømmet Slesvig hører til de sm. nationer. I kraft af forbundetheden med det tyske hertugdømme Slesvig trængte tysk sprog i perioden fra det 13. til det 19. århundrede ind i det oprindeligt danske Slesvig som administrationssprog og elitesprog og i de sydlige egne skolesprog og kirkesprog. I det tidlige 19. århundrede vågnede en national bevægelse, der fulgte den ovennævnte tretrinsmodel for fremkomsten af en nationalistisk bevægelse, således som det er tilfældet med udviklingen af det danske sprog.Den tyske, nationale bevægelse havde en elitær tendens, hvorimod den danske bevægelse udviklede sig i demokratisk retning, dels fordi den sigtede mod den brede befolkning af dansktalende binder og samarbejdede med den danske nationalliberale bevægelse, dels fordi den stod under Grundtvigs indflydelse.Grundtvigs discipel Christian Flor hyldede den grundtvigske, Herder-inspirerede tanke om, at de mennesker, der ikke havde været udsat for en latinsk, dvs. fremmed uddannelse, er bærere af folkeånden. Dette gav almindelige mennesker en enestående stilling i den nationale vækkelse. To tiår senere aflæstes den ældre nationalliberale nationalisme i kongeriget Danmark af denne strømning, der repræsenterer den emanciperende art af nationalisme og først og fremmest spredtes gennem højskolebevægelsen, der gav den danske bondebefolkning en stærk følelse af selvrespekt. Denne form for nationalisme er ikke enerådende i Danmark, og den skal ikke fremhæves som finere end den almindelige europæiske nationalisme. Men den kan - som det også ses af den danske politik overfor Færøerne og Island - ikke bruges til undertrykkelse af andre folk. Den kan derfor bruges i nutidens Europa som model for en ikke-undertrykkende nationalisme, og den minder os om, at moderne samfunds kulturelle rammeværks politiske og sociale kultur ikke kan adskilles fra national ideologi. Derfor er det bedre at modernisere de nationale ideologier, dvs. dreje nationalismen i en folkelig retning fremfor at undertrykke den.

Mellem tradition og modernitet: Personlige erfaringer og erkendelser efter syv år i den danske voksenoplysningAf Martin GrohTæt på hinanden i Københavns midte ligger Rådhuset og Vartov, byens tidligere hospital og fattighuset fra 1700-tallet. Martin Nyrop byggede rådhuset 1892-1905 som symbol for en ny tidsalder i Danmark, det moderne og demokratiske industrisamfund. Vartov derimod har til i dag bevaret fortidens idyl inden for sine barokke mure. Midt i dens gård står en skulptur af N.F.S. Grundtvig, som viser ham med en ydmyg gestus. Det er et anderledes billede end det af en magtfuld patriark, som ellers er forankret i offentlighedens hukommelse.Vartov huser i dag bl.a. Kirkeligt Samfund og andre folkelige organisationers sæde samt Grundtvig-Biblioteket og -Akademiet. I Vartovs kirke prædikede Grundtvig mere end 30 år af sit liv. Som mødested for den grundtvigske bevægelse eller for dem, som er interesseret i hans virke og efterliv, repræsenterer huset den nutidige Grundtvigianismes univers: kirke og kristen tro, den videnskabelige beskæftigelse med Grundtvig og hans værk og den danske folkeoplysning. 1993 skiftede jeg arbejdsplads fra Kiels Universitet til Højskolen Østersøen, en ny skole, som skulle bygges op af et blandet dansk-tysk lærerkollegium. Erfaringer viste at det i langt højere grad var forstanderne end lærerne, der har kendskab til Grundtvigs tanker og de Frie skolers historie. Forstanderne bliver på denne måde meningsdannende, især hvad højskolernes grundlæggende spørgsmål angår. Diskussionen om de Frie Skolers fremtidige rolle i forhold til staten og samfundet, som blev sat i gang i 1993, blev derfor hovedsagligt en debat mellem forstanderne, skolebestyrelserne og de faglige organisationer.I sin præsentation af lovteksten fokuserede minister Ole Vig Jensen på betydningen af »folkelig livsoplysning« og af »folkets almindelige anliggender«. Folkeoplysningens hovedsigte beskrev han som »oplysning om de folkelige fællesskaber« og »tolkning af tilværelsen« gennem almendannende undervisning og samvær. Med begrebet »folkets almindelige anliggender« hentydede han til folkehøjskolernes forpligtigelse til at arbejde i samfundets interesse. Han betonede de Frie Skolers frihed, men efterspurgte samtidig deres samarbejde i løsningen af aktuelle uddannelsesproblemer.Højskolernes frihedsprincip går tilbage til frihedstanken hos Grundtvig. Han forstod frihed som udtryk for den enkeltes frie vilje, som i en kamp mellem forskellige holdninger ville føre hen til et frit samfund. Dette frie samfund så han som en levende organisme, som gennem frie og ligeværdige individers stadige konkurrence konstant ville være under forandring. Staten ville efter hans mening altid forsøge at kontrollere denne udvikling, men samtidig også sørge for dens fredelige og stilfærdige forløb. Den enkeltes frie vilje til at tage ansvar for »det fælles Bedste« var efter Grundtvig grundstenen for folkefællesskabet.Efter 1864 blev det højskolernes fornemste opgave at opbygge denne bevidsthed om det fælles bedste som grundlag for folkeligheden hos hele den danske ungdom. Højskolerne klarede denne opgave meget godt og fik moralsk og finansiel understøttelse af staten, som til gengæld garanterede deres frihed. Trods denne opgavedeling kom højskolerne ofte i konflikt med den herskende politik, men den store konsensus om at arbejde for det fælles bedste i folkets almindelige interesse bevarede borgfreden.Det danske samfunds og nationstats udvikling især i løbet af de sidste 30 år har grundlæggende forandret vilkårene for folkeligheden og dermed folkehøjskolernes etiske og institutionelle grundlag. Men kun en forholdvis lille del af folkehøjskolerne har reageret på de siden 1996 faldende elevtal ved at tilstræbe en fælles diskussion om betingelserne for de Frie Skolers fremtid. Debatten om »ortodokse og kættere« i højskolebevægelsen var et eksempel på skolernes modvilje til samarbejde. Diskussionen drejede sig om folkeoplysningens målsætning: Skulle skolerne være mere fagligt orienterede eller satse på formidlingen af »de bløde« kvalifikationer som oplevelse, samvær, livsglæde. Debatten førte ikke til en alment accepteret løsning.Grundtvigs oplysningsfilosofi, som han formulerede i sit skrift »statsmæssig oplysning« af 1834, skulle virke for det medmenneskelige fællesskab. Den skulle være oplysning for og til livet og respektere, at mennesket var Guds skabning. Livsoplysning skulle formidle livsglæde gennem oplevelse og via en »levende vekselvirkning« mellem eleverne og lærerne.Grundtvig stod positivt overfor fagligheden så længe også den var præget af livsoplysningen. De Frie Skoler har i mange år været en væsentlig garant for udviklingen af et stabilt, demokratisk og fredeligt Danmark. Staten har givet de Frie Skoler et stort råderum, men nu er deres frihed truet. Højskolerne har tabt meget af deres realitetssans og af deres forbindelse til den politiske elite. De bliver nødt til at definere, hvilke betingelser det fælles bedste i fremtiden får. Viden om Grundtvigs virke og folkeoplysningens historie skal stilles på et bredere grundlag iblandt højskolernes lærere for at inddrage flere stemmer end hidtil i debatten. Introduktion af eksamina ville være den forkerte vej. Folkehøjskolerne skal til gengæld blive endnu bedre til at formidle deres dygtighed inden for det faglige og det livsoplysende.Sådan en aktiv politik over for nye tendenser i det danske samfund vil kræve en langt større grad af samarbejde og især enighed de enkelte Frie Skoler og deres organisationer imellem end det har været tilfældet. Initiativet til udarbejdelsen af en fælles erklæring ville betyde et virkelig offensivt skridt. Erklæringen skulle fremstille, hvad de Frie Skolers har til fælles og hvor de er forskellige. Den skulle være en kritisk statusopgørelse og samtidigt vise klare, fælles målsætninger for fremtiden. Vejen dertil vil blive lang og besværlig. Men den betyder ikke en afgørelse for eller imod tradition hhv. moderne - den ligger midt imellem.

Avhandlinga er ein kasusstudie i 6. klasse i grunnskulen skuleåret 1998-99. Målet med studien er å utvikla kunnskap om i kva grad barn i dag synest å oppleva undervisninga om kulturskiftet i Noreg ca. 950-1050 som eit fruktbart kulturmøte. Forfattaren si antaking er at om barn i dag skal oppleva møtet med kulturskiftet som eit fruktbart kulturmøte, føreset dette at barna har utvikla erkjenning innan myte/religion, historie og estetikk. Vidare at barna opplever temaet som aktuelt og relevant. Studien tek utgangspunkt i undervisningsopplegget i to sjetteklassar i Sunnhordland, der sentreringspunktet er deira møte med Mostraspelet våren 1999. Gjennom ekskursjon til Moster våren 1998, med besøk i Moster gamle kyrkje, Moster amfi og Moster kyrkjehistoriske senter vart barna kjende med staden. Dei hadde vidare prosjektarbeid om vikingtida og fekk innføring i religionsskiftet i undervisninga gjennom året som førebuing til å sjå spelet. Gjennom denne prosessen vart det samla inn materiale i form av observasjonsnotat, intervju, teikningar, forteljingar og dramatiseringar. Som teoretisk grunnlag for analysen vert nytta den tyske kulturfilosofen Ernst Cassirers filosofi om dei symbolske formene. Sentralt i denne teorien er at menneska erkjenner seg sjølv og kulturen gjennom myte/religion, historie, språk, kunst og vitskap. I presentasjonen av resultata vert det gjeve eit oversiktsbilete frå dei to klassane og eit djupnestudium av einskildelevar og smågrupper. Både det mytisk-religiøse, det historiske og det estetiske perspektivet er med i barnas framstelling av møtet med kulturskiftet. Dette tyder på at skulen har lukkast med å nytta varierte arbeidsformer, som på ulik måte har appellert til barna og fått fram dei ulike perspektiva. Det kan sjå ut som at barna har hatt eit fruktbart kulturmøte, men dette må likevel nyanserast. Barna hadde ei omfattande førebuing til Mostraspelet. Dei fleste kjenner til sentrale norrøne gudar som Odin og Tor, men elles varierer kjennskapen mykje når det gjeld gudsforståinga. Barna framsteller verdsbiletet til vikingane i lys av ’pannekakemetaforen’. Norrøne skapingsmytar har få kjennskap til. Sentralt i forståinga deira av den kristne trua står Kvitekrist og at det her er tale om ein gud. Framstellinga av møtet mellom norrøn tru og kristendommen varierer: Frå eit konfliktparadigme til eit harmoniparadigme som dei mest vanlege oppfatningane, til nokre få barn som trekkjer fram overtyding og dialog. Jentene synest i større grad enn gutane å leggja vekt på det harmoniske. Det er ein tendens til å leggja større vekt på kvardagsliv enn før, sjølv om barna generelt oppfattar vikingsamfunnet som prega av brutalitet. Fleirtalet av barn opplevde møtet med Mostraspelet som kjekt og lærerikt. Dei legg vekt på at dei lærte om fortida. Ein del av barna seier at dei opplevde det kjedeleg å sjå spelet. Dette grunngjev dei med at dei gjennomskoda ’triksa’. For somme verkar det som om spenninga var teken bort på førehand. Barna har ulike meiningar om autensiteten i spelet; somme meiner forholda eigenleg var verre, andre at det var betre. Dei fleste synest ikkje å sjå nokon direkte samanheng mellom spelet og deira eiga notid og framtid. Barna er i liten grad opptekne av å formidla til andre det dei trur på. Dei fleste er også skeptiske, eller likesæle, dersom andre vil overtyda dei. Undersøkinga utfordrar til vidare forsking omkring kulturformidling og kulturskaping ved bruk av ekskursjon og historiske spel som nøkkel til kunnskap, innleving og oppleving.

Denne oppgaven tar for seg naturvitenskapens egenart som tema i programfaget fysikk i videregående skole. I læreplanen K06 har kunnskap om naturvitenskapens egenart blitt mer aktuelt, og temaet har fått økt oppmerksomhet i de senere årene. Videre ønsker man å legge mer vekt på kvalitative undervisningsmetoder fordi elever har uttrykt at det er ønskelig gjennom FUN, en undersøkelse om fysikkutdanning i Norge. Denne oppgaven tar mål av seg å knytte det økte fokuset på naturvitenskapens egenart opp mot elevers ønske om hyppigere bruk av kvalitative undervisningsmetoder. Jeg har derfor utviklet et undervisningsopplegg i programfaget Fysikk 2 i videregående skole der hensikten er å vektlegge disse sidene av fysikkfaget. Undervisningsopplegget bruker drama som metode for å arbeide med fysikkens historie. Opplegget tar utgangspunkt i kvantefysikken og striden mellom Niels Bohr og Albert Einstein. I tilknytning til undervisningsopplegget har jeg utviklet et ressurshefte som beskriver hovedtrekk i kvantefysikkens utvikling. Ressursheftet legger det fysikkfaglige grunnlaget for undervisingsopplegget. Undervisningsopplegget avsluttes med at elevene dramatiserer en debatt mellom Bohr og Einstein. Siden jeg har utviklet et undervisningsopplegg på bakgrunn av det økte fokuset på naturvitenskapens egenart og elevers ønske om hyppigere bruk av kvalitative undervisnings-metoder har jeg også undersøkt om det virker etter sin hensikt. Jeg var derfor interessert i å se hvordan elevene tok i mot undervisningsopplegget og hvilket læringsutbytte opplegget ga elevene. Dette resulterte i følgende forskningsspørsmål: Hvordan fungerer undervisningsopplegget med tanke på elevenes læringsutbytte og motivasjon? Hvilke oppfatninger har elevene om naturvitenskapens egenart slik det kommer til uttrykk i rollespilldebatten? Opplegget ble prøvd ut i en Fysikk 2 klasse. Deler av undervisningsopplegget (rollespill-debatten) ble filmet og spørreskjema ble delt ut til elevene etter endt undervisning. Dette utgjør datagrunnlaget for undersøkelsen. Resultatene fra denne undersøkelsen kan tyde på undervisningsopplegget fungerer etter sin hensikt med tanke på elevenes læringsutbytte og motivasjon. Elevene gir uttrykk for at kompetansemålene, undervisningsopplegget tar mål av seg å dekke, jevnt over oppnås. Bruk av drama som metode virket å ha en motiverende effekt på elevene uten at det gikk utover det fysikkfaglige. Elevene gjør det klart at uenighet og åpne diskusjoner er viktige ingredienser for utvikling av kunnskap innen for vitenskapen. Videre viktiggjør elevene betydningen av forskerfelleskap og eksperimentelle resultater og teorier som publiseres for å kunne bli vurdert av andre. Mine konklusjoner i forhold til undervisningsopplegget er at det gjennom bruk av drama er med på å motivere elevene til å lære fysikk og om historie i fysikkundervisningen. Etter utprøvingen av dette undervisningsopplegget kan det tyde på at elever kan trenge mer trening i å uttrykke seg muntlig i fysikk. Til slitt vil jeg nevne på ved at undervisningsopplegget tar fokus bort fra formler og regneoppgaver og erstatter det med kreativitet og sosial aktivitet gjør at opplegget også henvender seg til elever som i utgangspunktet ikke er skolevinnere. Utviklingen av undervisningsopplegget og analysen av innsamlede datamaterialet har resultert i spesifikke anbefalinger med hensyn til motivasjonstips, gjennomføring og tidsbruk.

Our society requires an ability for us to interact and cooperate with the people in our surroundings. This applies to both grown-ups as well as young people. In school, the teachers have a responsibility to prepare pupils for the society and using cooperative learning could be one way to do this. The syllabus for the subject of Swedish invites for teachers to work with cooperative learning by formulating that the pupils should be given the opportunities to write and process texts individually and together with others, this does not appear in the syllabus for the subject of history. Hence our interest in examining cooperative learning in both subjects. The aim of this study is to examine whether cooperative teaching can foster pupils' knowledge development in the subjects’ history and Swedish for grades 4 - 6. The study will analyze the differences between teaching through traditional teaching methods and cooperative learning. To fulfill this aim the following questions were formulated: How does pupils' understanding of concepts in history differ after cooperative learning compared to after traditional teaching?How does pupils’ descriptive writing in Swedish differ after cooperative learning compared to after traditional teaching?The study is an intervention where pupils received teaching through traditional teaching as well as through teaching using cooperative learning. After each lesson, the pupils did a test and to enable the analysis these were collected to examine the differences. The results show, in accordance with previous research, that cooperative teaching did develop the pupils’ results in both subjects.

I det här arbetet har jag undersökt hur man kan använda sig av konst i en ämnesintegrerad undervisning med syfte att uppnå målen i historia och bild i grundskolans senare år. För att nå detta mål har jag utvecklat ett undervisningsmaterial med målningar från 1800-talets s.k. genremåleri för att visualisera det svenska bondesamhället under 1800-talet. Min undersökning bygger på en tolkning av styrdokumentens möjligheter samt elevers, i en klass i årskurs åtta vid en skola i norra Dalarna åsikter om historia och bild i integrering med hjälp av konst. Undersökningen visade att historieämnet och bildämnet mycket väl gick att integrera med varandra i syftet att uppnå målen för dessa båda. Vidare återfanns förenade element så som en beto-ning på kulturarvet samt kritiskt tänkande. Elevernas generella åsikt var att de tyckte att denna form av undervisning var intressant och bra samt att de uttryckte att de lärde sig mycket.

Syftet med mitt arbete är att ta reda på hur människor upplevt den undervisning de fått i historia genom grundskolan. Mitt mål är att få en inblick i hur undervisningen sett ut genom 1900 talet och vilka metodiker som använts. Dessutom vill jag diskutera hur man skall återinföra intresset för historia i grundskolan och på vilka sätt man kan undervisa för att skapa nyfikenhet och vilja att lära sig mer. Jag har gjort en kvalitativ undersökning med ett antal intervjuer och studerat läroplanen samt historiska läroböcker från delar av 1900 talet. Jag har fått väldigt skiftande svar på mina frågeställningar men av det huvudsakliga resultatet kan man se att elevers tankar, minnen och känslor kring ämnet historia mer beror på hur läraren varit och vilka undervisningsmetoder denne använt än på vad som lärts ut.

The aim of this thesis is to examine how the history of mathematics can be used in teaching and whether pupils’ attitudes to mathematics can be affected by this. In order to do this a school project about the history of mathematics is planned, implemented and analysed.

The following questions are addressed:

▪ Why use the history of mathematics in teaching?

▪ How can the history of mathematics be used in teaching?

▪ Can a historical perspective in teaching affect pupils’ views on mathematics?

The school curriculum emphasizes the importance of history in teaching. Literature, scientific articles and government inquiries call attention to the positive effects of including a historical perspective in teaching.

The school project, which underlies this thesis, is put to practice by 25 pupils in a mathematics science profile class. The outcome is one written and one oral report. A first questionnaire is completed by the pupils before the history project is introduced and a second one after the project work is entirely finished. The result shows positive effects of using the history of mathematics in teaching.

In the following study the author compares two methods of teaching history, the thematic approach and a more traditional chronological approach. Aiming at distinguishing the perceived notions of strength and weaknesses of each method, from the perspective of teaching, the author uses semi-structural interviews with four teachers in order to shed light on the reasons why each method is chosen. The perceptions of the thematical and chronological method in teaching history are further compared with the result in students’ grades. The result shows that the thematic method is perceived as being better at teaching the student about causality and different understandings of changes in history, which would have positive impact on higher grades. However it was also looked upon as being more demanding of previous knowledge for the student. Therefore teachers would choose the chronological approach if they saw that the necessary previous knowledge was lacking in the class. The grades of different classes showed however that the perceived relation between method and learning can’t be confirmed, but that great difference in grades where found among classes of the same method. Even if the classes of the thematic method shows slightly higher grades then the classes of the chronological method it might be the result of difference in previous knowledge among classes which motivates the choice of method, more than it is the result of the method itself.

Syftet med den här studien är att undersöka den forskningsdebatt som finns kring möjligheter och utmaningar med en gemensam europeisk historia och ett gemensamt europeiskt perspektiv i historieundervisningen. Möjligheter och utmaningar med ett gemensamt europeiskt perspektiv på historien undersöktes genom kvalitativ textanalys av utvalda publikationer ur Europarådets material. De undersökta publikationerna omfattar seminarieredogörelser, rapporter från konferenser och material från utvärderingsseminarier kring projekt som strävar efter att konstruera en gemensam europeisk historia.Undersökningen visar på att det finns flera gemensamma värden som kan fungera som en grund för att konstruera en gemensam europeisk historia. Exempel på sådana värden är mänskliga rättigheter, demokrati, rättsstaten och respekt för människolivet. Likheter och skillnader bör redogöras för vilket gör det svårare att enas kring en gemensam europeisk historia.Vidare är det tydligt att de nationella identiteterna och historierna är starkare än den gemensamma europeiska historien. För att åstadkomma ett gemensamt europeiskt perspektiv på historien är det viktigt att lärarna är välutbildade. Historia, och därmed ett gemensamt europeiskt perspektiv, inte bör missbrukas för att konstruera falsk enighet eller splittring och hat mellan olika länder och grupper. Eurocentrism finns men går att motverka.Den gemensamma europeiska identiteten kan hota de nationella identiteterna men det är inte självklart eftersom alla kulturer är beroende av interaktion med andra kulturer för att skapas och utvecklas. Däremot förekommer användning av islam för att visa på vad som är europeiskt och vad som inte är det. Möjligheter och utmaningar med en gemensam europeisk historia behandlas i studien.

I en globaliserad och mångkulturell värld ser vi ett behov av att undersöka hur interkulturell kompetens kan utvecklas genom historieämnet. Det interkulturella uppdraget ses som nödvändigt för att människor interagerar i en mångkulturell miljö. Vi har i detta arbete undersökt om och hur lärare uppfattar interkulturalitet i förhållande till historieämnet. Arbetet kretsar i stora drag kring tre frågeställningar som berör lärarnas uppfattningar om interkulturell kompetens, ifall styrdokumenten fungerar som stöd eller begränsning för uppdraget, samt hur en konkret undervisning kan se ut enligt lärarna.  Syftet med arbetet är att få en insikt i lärares uppfattningar om interkulturell kompetensutveckling genom historieämnet. Vi har genom arbetets gång utgått ifrån teori som innefattar narrativ kompetens, historiemedvetande och interkulturell historisk kompetens. Utifrån teori och tidigare forskning har vi format intervjufrågor där ambitionen har varit att ta reda på lärarnas uppfattningar om ämnet. Studiens metod har utgått ifrån kvalitativa semistrukturerade intervjuer. I resultatdelen redovisar vi lärarnas uppfattningar och sammanlänkar dessa med resultat från teori och tidigare forskning. Lärarna är samstämmiga om hur undervisningen kan se ut för att främja interkulturell kompetens genom historieämnet. Lärarna anser det interkulturella uppdraget vara svårt och är oeniga om hur styrdokumenten fungerar som stöd eller begränsning för främjandet av interkulturell kompetens i historieämnet. Avslutningsvis diskuteras vårt resultat och förslag ges på hur framtida forskning kan ta avstamp i vårt arbete för att nå slutsatser som är mer fördjupade och generaliserbara.

What are successful teaching-situations, and how do teachers in history perform them? These questions are examined by semi-structurally interviewing history teachers about their definitions of said situations and practical execution to reach such a performance. The empirical material is transcribed and categorized with aid of the phenomenographic method. The study is limited to a region in the middle parts of Norrland, although the results are still of importance in its purpose to exemplify what successful teaching-situations are and how to reach them. The general opinion of the informants seems to be that historical consciousness and learning goals are of importance, yet so too are the social and democratic fostering process if the purpouse are to become a good teacher who offer students successful teaching-situations.