Journal articles on the topic 'Historie : Undervisning'

Selv om læreplanerne siden 2004 har defineret historie som et problemorienteret fag, er det sjældent, at der undervises i overensstemmelsemed dette koncept. I 2017 gennemførte HistorieLab et aktionsforskningsprojekt, som gennem eksperimenter sigtede på at klarlægge muligeudfordringer og potentialer i at tilrettelægge undervisningen i historie mere undersøgende og problemorienteret. Desuden var projektets sigteat finde egnede fremgangsmåder, der kvalificerede, at historie reelt blev et problemorienteret fag. I artiklen begrunder vi, hvorfor historieundervisningen bør tilrettelægges problemorienteret. Vi har særligt fokus på problemstillingen, der er drivkraften i problemorienteret undervisning, og som aktionerne i projektet var rettet imod.

I denna artikel undersöks historieundervisning för yngre barn, årskurserna 4-6, i den svenska grundskolan. Vad är det för historieämne som framträder och hur kan relationen mellan delarna i en historisk praktik förstås? Historie-undervisningen för dessa delar av grundskolan har i mindre utsträckning uppmärksammats av den nordiska historiedidaktiska forskningen. Det huvud-sakliga empiriska underlaget utgörs här av semistrukturerade intervjuer med fem lärare. Utgångspunkten för analysen blir således lärarnas tal om under-visningen. Analysen genomförs med hjälp av en disciplinärt förankrad historie¬didaktisk analysram. Den består av tre delar: 1. Historiska narrativ, 2. Strukturerande idéer och begrepp samt 3. Strategiska praktiker. Under-sökningen visar att undervisningen i stor utsträckning orienterar kring ett nationellt inriktat historiskt narrativ. Mindre fokus hamnar på de två övriga delarna, strukturerande idéer och begrepp samt strategiska praktiker. Och när väl dessa delar behandlas görs det inte i relation till det historiska narrativet. Tidigare forskning har visat att historieundervisningens tyngdpunkt i de nordiska länderna, men också internationellt, tenderar att ligga på historiska narrativ. Under senare år har också framkommit att det historiska narrativet för till exempel den svenska gymnasieskolan innehåller framträdande inter-nationella perspektiv. Så är alltså inte fallet för årskurserna 4-6, där narrativet fortfarande har nationens födelse och utveckling som en central tematik. Antyder det att man kan tala om två lite olika historieämnen i ungdomsskolan?

Uddannelse for livet: det nigerianske perspektiv.Af Kachi E. OzumbaArtiklen beskriver, hvorledes Grundtvigs skoletanker f.res ud i livet p. en moderne nigeriansk skole, The Grundtvig Institute i Onitsha, ledet og grundlagt af dr. Kachi Ozumba. Artiklen tager udgangspunkt i den grundtvigske modstilling af skolen for livet og skolen for døden. I nigeriansk sammenhæng finder man på den tid, hvor Grundtvig begyndte at tale om skolen for livet, undervisningsformer, der tager udgangspunkt i menneskelivet. Således svarer den mundtlige undervisning i folkets traditioner og praktiske liv til elevernes alderstrin, og således brydes forbindelsen mellem skolen og samfundslivet aldrig.Denne traditionelle undervisning er i overensstemmelse med Grundtvigs skoletanker, der jo netop betoner undervisningen på modersmålet, udgangspunktet i folkets traditioner og forbindelsen mellem undervisningen og livet, som det leves.For Grundtvig var latinskolen skolen for døden. For den nigerianske opdragelse er skolen for døden den vesteuropæiske opdragelse, som måske er det mest dybtgående levn fra kolonitidens undertrykkelse. Nigeria - der trods militærstyre er i besiddelse af en forholdsvis fri offentlighed - er i henseende til areal, befolkning og økonomi et meget stort land, og selv om uddannelsessektoren har udviklet sig stærkt siden Nigerias uafhængighed i 1960, dækkes kun 2-25 % af landets uddannelsesmæssige behov. Når Grundtvigs skoletanker introduceres i en nigeriansk sammenhæng, er det vigtigt, at dette sker ud fra en nigeriansk tankegang. Baggrunden for skolen i Onitsha skal søges i Nigeria-Biafra-krigen, hvor de medlemmer af Igbo-Stammen, der levede i Biafra-området, ikke blot mistede materiel ejendom men også mistede selvtilliden. For dem giver uddannelse hflb om en ændring af denne situation. Men den traditionelle college uddannelse, der sædvanligvis vælges, er ikke brugbar, eftersom der ikke er arbejde til de højtuddannede unge, og eftersom deres ambitioner efter studiet umuliggør en tilbagevenden til landsbylivet. Det er i den sammenhæng, Grundtvigs højskoletanker har kunnet udnyttes til skabelse af en alternativ uddannelsesform. Da dr. Ozumba planlagde en sådan nigeriansk skoleform, nægtede det officielle uddannelsessystem og erhvervslivet ham støtte, og i stedet fik han støtte af en græsrodsbevægelse for kvinder. I dag består halvdelen af eleverne af studenter, der har forladt de vestligt inspirerede skoler uden at tage eksamen, kvinder, hvis fremtidsmuligheder i kraft af deres kulturelle, traditionelle position ofte synes begrænsede. Disse kvinder har derfor behov for skolens støtte, og som bærere af familien og dens liv er deres samfundsmæssige betydning meget stor. Grundtvig instituttets undervisning sigter da dels mod at give de enkelte individer selvtillid, dels mod at lade dem indgå. i en samfundsmæssig sammenhæng, hvor de støtter samfundslivet, den nigerianske kultur og arbejdet for national enhed. Grundtvig instituttets arbejde for at n. disse mål hæmmes af det kolonialistiske, bogligt orienterede undervisningssystem, men samtidig er det nødvendigt for skolen ikke helt at bryde med dette system, al den stund skolen af hensyn til det konventionelle tankesæt ikke kan fremstå som alt for radikal.Skolens utraditionelle, nyskabende initiativer bliver derfor til i tilknytning til mere konventionelle uddannelsesforløb som tekstil design, restaurant-og hoteldrift og sekretæruddannelse. I tilknytning til denne erhvervsorienterede undervisning gives der undervisning i eksempelvis udviklingsproblematik, nigeriansk historie, traditionel kunst, nigeriansk sprog og kultur. Den enkelte elevs erhvervsorienterede uddannelse følges således op af en mere værdi- og holdningsorienteret undervisning. Gennem fællesarrangementet ’Grundtvig timen’ og gennem studiegrupper virkeliggøres skolen for livet yderligere. I 1993 flytter skolen ind i nye bygninger, finansieret b.de fra Nigeria og Danmark, og i årene derefter vil den nigerianske folkehøjskole blive virkelighed. En række problemer knytter sig hertil: hvilket af de 395 nigerianske sprog skal vælges til det levende ords undervisning, og hvilken identitet skal genfindes og opbygges: den før-kolonialistiske, den kolonialistiske eller en blanding? Medens disse problemer lyses, fortsattes skolens arbejde med at sprede grundtvigske idealer i Nigeria.

Classroom Dialogues and Reflections in Southeast Asia inspired by Grundtvig’s educational Ideas[Grundtvig-inspirerede dialoger og refleksioner på et universitet i Sydøstasien]Af Hanne Luplau Kjer HansenArtiklen udgør i sin form på en gang et essay og en feltrapport og frembyder et uddannelsesbillede (se note 1). Forskningsmetoden er kvalitativ (dvs. antropologisk, hermeneutisk-kritisk og paticipatorisk). Dette fordrer forskerens fysiske nærvær og samarbejde med de involverede personer til forskel fra en teoretisk analyse af forholdene og betragtning af deltagerne. Således bliver forskeren en del af selve forsknings- og udviklingsprocessen.Artiklens ærinde er flerfoldigt. For det første ønsker jeg at præsentere nogle Grundtvig-inspirerede klasseværelses-dialoger og refleksioner; for det andet er det min hensigt at påpege, hvordan nogle af Grundtvigs nøglebegreber, såsom ‘modersmal’, ‘det historisk-poetiske’, ‘detlevende ord’, ‘sand vekselvirkning’, ‘livsoplysning’ og begrebet ‘folkelig’ blev opfattet af de studerende; for det tredje ønsker jeg at argumentere for Grundtvigs aktualitet og dog tidloshed. Dernæst går jeg over til at diskutere Grundtvigs holdninger i forhold til nogle tyske og britiske pædagogiske og sociologiske tankere, dertil nogle amerikanske og et par nordiske debattører på området. Endelig bor det understreges, at Grundtvigs ideer og tanker er anvendt til at kaste lys over studiet (med et Grundtvig-ord ‘forklaring’). Studiet gør således ikke krav på at vare et traditionelt Grundtvig-studie.Følgelig rejser jeg da spørgsmålet: Hvordan kan Grundtvigs pædagogiske tanker vare en inspiration til universitets-undervisning i Sydøstasiske kulturer og kontekster og bidrage til fremme af uddannelses-udvikling?Uddannelsesbilledet her gengiver og diskuterer en bestemt dag i et tværfagligt kursusforløb i ‘curriculumudvikling’, der tillige tjente som undervisning i engelsk som ‘andet sprog’ og for ‘specifikke formal’ på et multikulturelt og interdisciplinært hold (se note 4). Tilsammen udgjorde vi en ‘lærendeforsamling’ (learningcommunity)! ‘levende vekselvirkning’.Denne sårlige dag var Grundtvig ‘på skemaet’. Samtalerne i plenum gav anledning til refleksioner over Grundtvigs begreber ‘dannelse’ og ‘duelighed’ (for folkelivet i øjeblikket) samt ‘lærdom’ (for menneskelivet på det hele), som det ses udtrykt i Nordens Mythologi (afsnittet ‘Universalhistorisk Vidskab’).Vi kom ind på områder som kolonisering, besættelse af fremmede magter, de deraf følgende lovgivnings- og kulturforandringer. Vi kom til den erkendelse, at uddannelseshistorie også er en del af et lands historie (national- og personalhistorie).Samtidig førtes vi på sporet af sprogenes og religionernes identitetsbarende kræfter, og vi indså, hvorledes forskellige økonomiske orienteringer (plan- eller markedsøkonomi) over indflydelse på undervisnings- og religionsopfattelse. Ja, man kan ligefrem tale om ‘markedskulturer’.Det viste sig, at de studerende umiddelbart kunne leve sig ind i Grundtvigs ‘mærkepæle’, som de betragtede som henholdsvis værdier og redskaber for undervisning med henvisning til bondesamfundet og den historiske udvikling i deres hjemlande. I refleksion herover diskuteres den mulige (eller ønskelige) transfer af Grundtvigs pædagogiske tanker til såkaldte tredjeverdenslande.Konklusionen er, at vi snarere bor tale om inspiration. Centralt for begreberne ‘det levende ord’ og ‘sand vekselvirkning’ star en reference til Jürgen Habermas (‘den herredommefrie samtale’ og ‘kommunikativ handlen’), og Wilhelm Dilthey diskuteres som baggrund for den antropologiske og hermeneutisk-kritiske tilgang til studiet og en mulig Grundtvig-kritik af samme.Endelig foretages en overvejelse af ‘Grundtvig som kvalitativ forskningsmetode’ sammenholdt med Grundtvigs holdning til metode og antropologi. Samtidig overvejes de mulige perspektiver for en integrations- og undervisningstilgang af multietniske, multikulturelle og multireligiøse nye borgere i eksempelvis Danmark.Grundtvig-kilder til studiet udgøres af Nordens Mythologi, Bon og begreb om en folkelig højskole p a Akademiet i Søer samt sange og salmer, som de findes i Folkehøjskolernes Sangbog.Herudover ønsker jeg at udtrykke min tak til forskningslektor Kim Arne Pedersen, Center for Grundtvigstudier, Aarhus Universitet for udstrakt hjalp og inspiration gennem mit studium og tilblivelsen af nærværende essay.

National identitet og internationalt fællesskabAf Arthur Macdonald AllchinI sin redegørelse inddrager Allchin personligt farvede betragtninger over, hvad han som englænder har lært ved at stifte bekendtskab med Grundtvig og hans betydning for Danmark i historie og nutid. I fortsættelsen skitserer Allchin, hvordan vigtige perspektiver hos Grundtvig først bliver anskuet i deres virkelige rækkevidde, nr. deres aktuelle relevans langt ud over Danmarks grænser bliver taget med i betragtning.Alt for ofte har det været således, at 'national identitet' er blevet anskuet som et sæt af værdier, der ligger i strid med det pågældende lands plads i det internationale fællesskab. For Grundtvig var det ikke således. Selv om han undertiden kunne give anledning til nationalistiske forestillinger og også. siden hen er blevet brugt i samme retning, var Grundtvigs egentlige overbevisning knyttet til, at han forstod sig selv og sin virksomhed inden for danskhedens rammer og p. samme tid understregede Danmarks plads i universalhistorien. Således var han alt andet end isolationist.Grundtvigs forståelse af national identitet bygger på tre ting: et folk, der bebor et afgrænset geografisk omr.de, som endvidere har et modersmål og en digtning, og som endelig har en fælles historisk arv.De indsigter, der rummes heri, har på afgørende punkter relevans i lyset af dagens internationale situation. Men netop ved at gennemføre en afbalanceret vurdering af Grundtvigs tanker, kan vi opnå et frugtbart grundlag for bestræbelser, der rækker fra kultur- og samfundspolitik til undervisning, fra kirkeliv og teologi til bestræbelserne p. at virkeligg.re en højere grad af fællesskab mellem kristenhedens kirkesamfund.Med denne omfattende målsætning som sin ledetråd udtrykker Allchin for sit eget vedkommende taknemmelighed over at kunne deltage i et samarbejde med kolleger fra Det teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet og i særdeleshed Center for Grundtvig Studier.

National identitet og udfordringen for den lettiske kirke idagAf Guntis DislersForfatteren er præst i den lutherske kirke i Letland og har gennem de seneste år været ansvarlig for at pleje forbindelsen til kirker i udlandet, nu hvor sådanne relationer kan etableres og plejes.Guntis Dislers gennemgår i en række punkter hovedtræk af den aktuelle religiøse situation i Letland. Det er hans hovedsynspunkt, at livsanskuelsessituationen er broget, om ikke ligefrem uoverskuelig. Det skyldes, at de religiøse kræfter, der var bundet under kommunismens totalit.re undertrykkelsessystem, nu slippes fri, med en løbsk aktivitet til følge. Ud over de kirker og trosretninger, der traditionelt har spillet en rolle i Letland, drejer det sig også om en form for nyhedenskab med rødder i urgammel, indoeuroæiske mytologi. Desuden går ny-religiøse grupperinger, både af indisk og af amerikansk oprindelse, sig kraftigt gældende. Ikke mindst den frie adgang til at gøre brug af de elektroniske medier indebærer, at der har åbnet sig et kolossalt virkefelt for nye religiøse vækkelsesgrupper, der kan lukrere p. det, der har nyhedens interesse, og som samtidig besidder de penge, der skal til for at lancere deres program.Forfatteren inddrager i sin redegørelse de træk i Letlands nationale historie, der forklarer landets kirkehistoriske udvikling. Ikke mindst har påvirkningen fra Tyskland spillet en rolle, i perioder sammen med en politisk afhængighed. Til den modsatte side har naboskabet med Rusland og forholdet til den ortodokse kirke været en mindst lige så afgørende faktor. Den lutherske kirke i Letland har i dette perspektiv været knyttet til den nationale selvstændighedstanke, et forhold, der også har gjort sig gældende under den allerseneste udvikling.Afsluttende omtaler Guntis Dislers i hovedtræk den aktuelle situation. Han går specielt ind p. behovet for at uddanne teologer og præster. Nu er der adgang for en forsvarlig uddannelse, efter at et teologisk fakultet fik officiel status i 1990. Endvidere nævnes behovet for kirkelig undervisning af lægfolket, kirkelige tidsskrifter og aviser, samt det ikke mindre udtalte behov for at opbygge internationale, økumeniske kontakter.

Folkeoplysning i Indien - belyst på baggrund af Jadavpur universitetets udgangspunktAf Asoke Bhattacharya og Tandra MitraForfatterne - henholdsvis direktør for og forsker på et forskningscenter i folkeoplysning på Jadavpur University, Calcutta - fortæller om mulighederne for at bruge den grundtvigske folkehøjskole i voksenundervisningen i Indien.Artiklen indledes med en fremstilling af, hvorledes Vest-Bengalen i årene omkring 1970 i lighed med den øvrige verden prægedes af voldsomme begivenheder, her i forbindelse med bestræbelser på at gennemføre jordreformer. Dette arbejde blev imidlertid ikke fulgt op af et forsøg på at komme analfabetismen til livs. Fra 1986 blev kampen mod analfabetisme imidlertid en national opgave i Indien, hvor undersøgelser pegede på, at landet i år 2000 ville have halvdelen af verdens analfabeter inden for sine grænser. I 1988 dannedes The National Literacy Mission og blev snart en stærk bevægelse. Et forbillede for hele Indien blev delstaten Kerala, hvor det lykkedes først et enkelt distrikt, siden hele delstaten at udrydde analfabetismen. Fra 1990 til 1994 nåede »operation Blackboard« ud i næsten hver krog af landet, men efter en årrække stagnerede projektet. I forbindelse med forsøgene på at videreføre kampen mod analfabetisme inden for rammerne af en handlingsplan har det nævnte forskningscenter Adult, Continuing and Extension Centre da arbejdet med opfølgningsprogrammer, der forbinder arbejdet med læsning med projekter, der har til hensigt at styrke udviklingsarbejdet i Vest-Bengalen. Konkret har der været tale om etablering af tre centre for mennesker, der har opnået læse- og skrivefærdighed. I den sammenhæng har man dels gjort den erfaring, at et sådant arbejde forudsætter et samarbejde, dels at den administrative struktur i landområdeme er for bureaukratisk til at kunne opfange de allerfattigstes forsøg på at udnytte læsefærdigheden i forbindelse med kooperativt arbejde.I denne situation inddrager forfatterne Grundtvigs uddannelsestanker og den rolle, de har spillet i det danske folks nyere historie. Det skildres, hvorledes Grundtvig taler om folkets og ikke elitens uddannelse, og hvorledes åndelig oplysning for Grundtvig udgør baggrunden for folkelig bevidstgørelse. Videre skildres den danske folkehøjskole som en eksamensfri skole i tæt kontakt med landbefolkningen og med andelsbevægelsen. Forfatterne fortsætter med at gøre rede for, hvorledes den grundtvigske folkehøjskolemodel kan forbindes med det såkaldte three-tier Panchayat system i Vest-Bengalen, der fremstår som et led i demokratiseringen af landdistrikterne. På dette systems første trin - landsbyniveauet - skal en grundskole for voksne oprettes, i hvilken kampen mod analfabetisme kombineres med samtaler og indlæring af praktiske færdigheder. På systemets andet trin oprettes folkehøjskoler, hvor national historie og kultur på lignende vis forbindes med erhvervsrettet undervisning og redegørelser for andelstanken. På tredje trin - distriktsniveauet – indrettes folkelige »Colleges«, hvor eleverne uddannes med henblik på senere at kunne virke som undervisere på folkehøjskolerne eller grundskolerne. Samtlige institutioner skal baseres på tætte kontakter til landbefolkningen, men også til en koordinerende komite, sammensat bl.a. af repræsentanter for administrationen.Konkret skal det nævnte Adult, Continuing and Extension Centre på Jadavpur Universitetet støtte projektet gennem oprettelse af The Grundtvig International Centre for Study and Research in Adult Education, der i samarbejde med bl.a. Center for Grundtvig-studier i Aarhus dels skal drive studier i den grundtvigske bevægelse og dens mulige betydning for Indien i dag, dels skal støtte folkeoplysningsarbejdet i kampen mod analfabetisme og de initiativer, der er knyttet til dette.

At arbejde i det offentlige — velfærdsstat og velfærdsarbejde under forandring A t arbejde i det offentlige var for årtier siden forbundet med høj status; offentligt ansatte var betroede medarbejdere, de havde via deres virke et væsentligt ansvar for velfærdsstaten og dens borgere. At give tryghed i ansættelsen-blandt andet via tjenestemandsansættelse af dele af de offentligt ansatte-var et led i at sikre stabilitet i staten (kerstrøm 2001). Og vi så sammen med fremvæksten af nye velfærdsprofessioner og-fag etableringen af det, man kan kalde et offentligt etos, altså en særlig moral, der er rettet mod at tjene borgernes/statens behov (Hoggett 2005). Dette kan i dag lyde som en historie fra en meget fjern fortid. Den offentlige sektor har igennem de seneste mange år gennemgået voldsomme forandringer som led i en neoliberal forvandling af velfærdsstaten. Med New Public Management bølgen fra 1980erne og frem udvikledes bestræbelser på at markedsgøre den offentlige sektor; restrukturere offentlige institutioner og indføre markedslignende relationer imellem dem, udlicitere og privatisere, omforme borgere til kunder på et markedetc. Kontraktstyring blev en vigtig mekanisme til at sikre central styring (Klausen mfl. 2005). New Public Management (NPM) bygger på en bestemt diagnose af problemerne i den offentlige sektor: Den offentlige sektor svulmer, den er bureaukratisk og ineffektiv, og de professionelle ses som en del af problemet. Med udgangspunkt i en 'economic man tænkning' ses de professionelle som nyttemaximerende. De søger blot at sikre egne interesser som stand og individer, så de skal styres for at sikre, at den offentlige sektor og dens budgetter ikke løber løbsk, er devisen. NPM er således-blandt andet-et forsøg på at afvikle professionernes monopol på at vurdere, hvad der er god behandling, god service, god undervisning mv. (Hood 1991). Men NPM kom ikke alene. Den offentlige sektor har været ramt af en sand reformbølge. Oveni NPM har vi fået Strukturreformen i 2007-med kommunesammenlægning og oprettelsen af de fem regioner-og dermed omstruktureringen af mange kommunale og (dengang) amtslige institutioner og arbejdspladser. Kort tid efter, i 2008, kom Kvalitetsreformen, som ikke kun skærper kontraktstyringen af offentlige institutioners ydelser, men også stiller dem til regnskab for ydelsernes kvalitet. Her er det ministerierne, der definerer velfærdsydelsernes 'kvalitet'. Der er altså ikke tale om, at styringen decentraliseres, snarere styrkes den centrale kontrol. Til dette kunne man lægge de senere års LEAN bølge i den offentlige sektor, og det konsekvente fokus på nedskæring og besparelser siden finanskrisen. Man kan derfor med John Clarke-en fremtrædende engelsk forsker på feltet-stille spørgsmålet: Hvad er egentlig offentligt ved den offentlige sektor? Han argumente-

Grundtvig og nationalismen i det 19. århundredeAf Lorenz RerupArtiklen beskæftiger sig med Grundtvigs folkelighedsbegreb i sammenh.ng med fremkomsten af nationalismen i Europa i det 18. og 19. århundrede. Grundtvig opførte sig ved visse lejligheder som en nationalist af den type, man almindeligvis tager afstand fra. Men Grundtvigs opførsel kan altid forklares ud fra det danske riges tilstand i de situationer, hvor Grundtvig udtalte sig nationalistisk.Dette eksemplificeres med truslen om adskillelse mellem Danmark og Norge under Napoleonskrigene i 1813, den slesvig-holstenske krig i 1848 og sejren ved Isted i 1850 - situationer, hvor Grundtvig lod Danmark repræsentere Gud og retfærdighed eller lod en dansk sejr være baggrund for Danmarks ret til Slesvig. Grundtvig fremtræder her som en tidstypisk nationalist, og ikke mindst de nutidige begivenheder i eksempelvis det tidligere Jugoslavien går det naturligt for mennesker, der lever i dag, at tage afstand fra denne form for nationalisme. Men vi finder i Grundtvigs forfatterskab også en anden form for nationalisme, udviklet især i sammenh.ng med den danske, nationale bevægelse i Slesvig. Grundtvig følger i udviklingen af denne form for nationalisme Herder, der havde peget på den ulærde jævne mand, modersmålet og undervisning på modersmålet som bærer af, hvad Herder kalder 'Volksgeist' og Grundtvig folke.nd. For Herder repræsenterer de gudgivne kultur-og sprogfællesskaber mere end datidens dynastiske statsdannelser forskellige sider af den humanitet, der udgør historiens ml. Herders tanker blev i tiden efter den franske revolution en inspirationskilde for ikke mindst de mange ikke-tyske folkeslag i det habsburgske rige, idet disse folkeslag lærte at værdsætte deres nationale egenart og sprog. Men i de følgende årtier ændredes Herders ideer. Ideen om de ulærde mennesker som bærere af national identitet svækkedes, og den tyske idealisme i Fichtes skikkelse indordnede den Herderske tanke om et folks særpræg i en tolkning af historien som en fortsat vakst i dannelse, hvor et folks uddannede elite fremstår som bærere af folkeånden. Fichtes tanker inspirerede det 19. århundredes nationalisme. Således opfattede de danske og tyske nationalliberale sig som bærere og igangsættere af den nationale vækkelse, der følger på fremkomsten af ideen om nationalitet. En tretrinsmodel kan opstilles som gældende for nationalismens udvikling inden for de europæiske nationer: A) fremkomsten af nationalitetsideen i lærde kredse, B) en periode med patriotisk agitation og C) fremkomsten af en national massebevægelse. I de små nationer - hermed menes ikke blot kvantitativt sm., men nationer, der styres udefra - forløb udviklingen anderledes end i de store, politisk selvstændige nationer, hvor nationalitetsideen blev et redskab for tredjestandens kamp for indflydelse, for liberalisering og modernisering. Andre problemer end national selvstændighed læstes i de store nationer gennem nationalitetsideen: i Tyskland stod kampen for politisk enhed, i Danmark problemet med oplysningen af monarkiet i centrum. De store nationer havde institutioner og traditioner, sprog, litteratur og een institutionaliseret historie. Beklageligvis kunne de store nationers moderniseringsproces da også. f.re til undertrykkelse af minoriteter, til germanisering eller fordanskning. Men dette billede skal selvfølgelig suppleres af det faktum, at danskerne i hertugdømmet Slesvig hører til de sm. nationer. I kraft af forbundetheden med det tyske hertugdømme Slesvig trængte tysk sprog i perioden fra det 13. til det 19. århundrede ind i det oprindeligt danske Slesvig som administrationssprog og elitesprog og i de sydlige egne skolesprog og kirkesprog. I det tidlige 19. århundrede vågnede en national bevægelse, der fulgte den ovennævnte tretrinsmodel for fremkomsten af en nationalistisk bevægelse, således som det er tilfældet med udviklingen af det danske sprog.Den tyske, nationale bevægelse havde en elitær tendens, hvorimod den danske bevægelse udviklede sig i demokratisk retning, dels fordi den sigtede mod den brede befolkning af dansktalende binder og samarbejdede med den danske nationalliberale bevægelse, dels fordi den stod under Grundtvigs indflydelse.Grundtvigs discipel Christian Flor hyldede den grundtvigske, Herder-inspirerede tanke om, at de mennesker, der ikke havde været udsat for en latinsk, dvs. fremmed uddannelse, er bærere af folkeånden. Dette gav almindelige mennesker en enestående stilling i den nationale vækkelse. To tiår senere aflæstes den ældre nationalliberale nationalisme i kongeriget Danmark af denne strømning, der repræsenterer den emanciperende art af nationalisme og først og fremmest spredtes gennem højskolebevægelsen, der gav den danske bondebefolkning en stærk følelse af selvrespekt. Denne form for nationalisme er ikke enerådende i Danmark, og den skal ikke fremhæves som finere end den almindelige europæiske nationalisme. Men den kan - som det også ses af den danske politik overfor Færøerne og Island - ikke bruges til undertrykkelse af andre folk. Den kan derfor bruges i nutidens Europa som model for en ikke-undertrykkende nationalisme, og den minder os om, at moderne samfunds kulturelle rammeværks politiske og sociale kultur ikke kan adskilles fra national ideologi. Derfor er det bedre at modernisere de nationale ideologier, dvs. dreje nationalismen i en folkelig retning fremfor at undertrykke den.

Mellem tradition og modernitet: Personlige erfaringer og erkendelser efter syv år i den danske voksenoplysningAf Martin GrohTæt på hinanden i Københavns midte ligger Rådhuset og Vartov, byens tidligere hospital og fattighuset fra 1700-tallet. Martin Nyrop byggede rådhuset 1892-1905 som symbol for en ny tidsalder i Danmark, det moderne og demokratiske industrisamfund. Vartov derimod har til i dag bevaret fortidens idyl inden for sine barokke mure. Midt i dens gård står en skulptur af N.F.S. Grundtvig, som viser ham med en ydmyg gestus. Det er et anderledes billede end det af en magtfuld patriark, som ellers er forankret i offentlighedens hukommelse.Vartov huser i dag bl.a. Kirkeligt Samfund og andre folkelige organisationers sæde samt Grundtvig-Biblioteket og -Akademiet. I Vartovs kirke prædikede Grundtvig mere end 30 år af sit liv. Som mødested for den grundtvigske bevægelse eller for dem, som er interesseret i hans virke og efterliv, repræsenterer huset den nutidige Grundtvigianismes univers: kirke og kristen tro, den videnskabelige beskæftigelse med Grundtvig og hans værk og den danske folkeoplysning. 1993 skiftede jeg arbejdsplads fra Kiels Universitet til Højskolen Østersøen, en ny skole, som skulle bygges op af et blandet dansk-tysk lærerkollegium. Erfaringer viste at det i langt højere grad var forstanderne end lærerne, der har kendskab til Grundtvigs tanker og de Frie skolers historie. Forstanderne bliver på denne måde meningsdannende, især hvad højskolernes grundlæggende spørgsmål angår. Diskussionen om de Frie Skolers fremtidige rolle i forhold til staten og samfundet, som blev sat i gang i 1993, blev derfor hovedsagligt en debat mellem forstanderne, skolebestyrelserne og de faglige organisationer.I sin præsentation af lovteksten fokuserede minister Ole Vig Jensen på betydningen af »folkelig livsoplysning« og af »folkets almindelige anliggender«. Folkeoplysningens hovedsigte beskrev han som »oplysning om de folkelige fællesskaber« og »tolkning af tilværelsen« gennem almendannende undervisning og samvær. Med begrebet »folkets almindelige anliggender« hentydede han til folkehøjskolernes forpligtigelse til at arbejde i samfundets interesse. Han betonede de Frie Skolers frihed, men efterspurgte samtidig deres samarbejde i løsningen af aktuelle uddannelsesproblemer.Højskolernes frihedsprincip går tilbage til frihedstanken hos Grundtvig. Han forstod frihed som udtryk for den enkeltes frie vilje, som i en kamp mellem forskellige holdninger ville føre hen til et frit samfund. Dette frie samfund så han som en levende organisme, som gennem frie og ligeværdige individers stadige konkurrence konstant ville være under forandring. Staten ville efter hans mening altid forsøge at kontrollere denne udvikling, men samtidig også sørge for dens fredelige og stilfærdige forløb. Den enkeltes frie vilje til at tage ansvar for »det fælles Bedste« var efter Grundtvig grundstenen for folkefællesskabet.Efter 1864 blev det højskolernes fornemste opgave at opbygge denne bevidsthed om det fælles bedste som grundlag for folkeligheden hos hele den danske ungdom. Højskolerne klarede denne opgave meget godt og fik moralsk og finansiel understøttelse af staten, som til gengæld garanterede deres frihed. Trods denne opgavedeling kom højskolerne ofte i konflikt med den herskende politik, men den store konsensus om at arbejde for det fælles bedste i folkets almindelige interesse bevarede borgfreden.Det danske samfunds og nationstats udvikling især i løbet af de sidste 30 år har grundlæggende forandret vilkårene for folkeligheden og dermed folkehøjskolernes etiske og institutionelle grundlag. Men kun en forholdvis lille del af folkehøjskolerne har reageret på de siden 1996 faldende elevtal ved at tilstræbe en fælles diskussion om betingelserne for de Frie Skolers fremtid. Debatten om »ortodokse og kættere« i højskolebevægelsen var et eksempel på skolernes modvilje til samarbejde. Diskussionen drejede sig om folkeoplysningens målsætning: Skulle skolerne være mere fagligt orienterede eller satse på formidlingen af »de bløde« kvalifikationer som oplevelse, samvær, livsglæde. Debatten førte ikke til en alment accepteret løsning.Grundtvigs oplysningsfilosofi, som han formulerede i sit skrift »statsmæssig oplysning« af 1834, skulle virke for det medmenneskelige fællesskab. Den skulle være oplysning for og til livet og respektere, at mennesket var Guds skabning. Livsoplysning skulle formidle livsglæde gennem oplevelse og via en »levende vekselvirkning« mellem eleverne og lærerne.Grundtvig stod positivt overfor fagligheden så længe også den var præget af livsoplysningen. De Frie Skoler har i mange år været en væsentlig garant for udviklingen af et stabilt, demokratisk og fredeligt Danmark. Staten har givet de Frie Skoler et stort råderum, men nu er deres frihed truet. Højskolerne har tabt meget af deres realitetssans og af deres forbindelse til den politiske elite. De bliver nødt til at definere, hvilke betingelser det fælles bedste i fremtiden får. Viden om Grundtvigs virke og folkeoplysningens historie skal stilles på et bredere grundlag iblandt højskolernes lærere for at inddrage flere stemmer end hidtil i debatten. Introduktion af eksamina ville være den forkerte vej. Folkehøjskolerne skal til gengæld blive endnu bedre til at formidle deres dygtighed inden for det faglige og det livsoplysende.Sådan en aktiv politik over for nye tendenser i det danske samfund vil kræve en langt større grad af samarbejde og især enighed de enkelte Frie Skoler og deres organisationer imellem end det har været tilfældet. Initiativet til udarbejdelsen af en fælles erklæring ville betyde et virkelig offensivt skridt. Erklæringen skulle fremstille, hvad de Frie Skolers har til fælles og hvor de er forskellige. Den skulle være en kritisk statusopgørelse og samtidigt vise klare, fælles målsætninger for fremtiden. Vejen dertil vil blive lang og besværlig. Men den betyder ikke en afgørelse for eller imod tradition hhv. moderne - den ligger midt imellem.

För drygt hundra år sedan frigjordes de pedagogiska frågorna från den filosofiska domänen. 1910 tillträdde Bertil Hammer som vårt lands förste professor i pedagogik. Ett av de skäl som angavs för denna professur var lärarutbildningens behov av vetenskaplig förankring. Hammer skrev fram ett ambitiöst program, där pedagogiken skulle omfatta kunskaper om lärande (psykologi), kunskaper om utbildning och samhälle (historia/sociologi) samt kunskaper om vad som kan anses rätt och gott (filosofi). Det skulle dock gå många år innan hela detta program realiserades fullt ut. Pedagogiken förblev fram till 1950-talet förankrad i psykologin. På 1960-talet diskuterades de sociala aspekterna allt livligare (en diskussion som inom disciplinen började med Urban Dahllöfs arbeten och sedan utvidgades, med delvis annan riktning, av Ulf P. Lundgren), och först på 1990-talet slog de filosofiska aspekterna igenom (med början i Tomas Englunds pragmatiska inriktning, följt av bland andra Klas Roth). 1996 inrättades landets första professur i didaktik, intressant nog med liknande motivering som den första professuren i pedagogik – i syfte att stärka lärarutbildningens vetenskapliga grund. Då jag tillträdde denna professur var det pedagogiska landskapet som ett slagfält med åsiktslinjer och skyttegravar, och jag fick diverse frågor om vilken sida jag stod på: pedagogikens eller didaktikens, didaktikens eller ämnesdidaktikens, det pedagogiska arbetets eller utbildningssociologins sida och så vidare. Men min uppgift var inte, som jag såg det, att välja sida. Snarare ville jag som ämnesföreträdare utveckla något nytt. Det vid den tiden nyvaknade intresset för ämnesdidaktiska frågor (som Ference Marton redan under 1980-talet hade diskuterat i termer av fack-didaktik), liksom de professionsorienterade frågorna, utgjorde en ny fond för mitt intresse. Härutöver utgjorde frågor om språk, social-semiotik och multimodalitet ett intressant område för att förstå kunskapsrepresentationer och lärande, något som också utgjorde ett nytt perspektiv på frågan om lärande: synen på lärande som teckenskapande och meningsskapande kommunikation i stället för en fråga om individuell begåvning, kapacitet eller förmåga. Men ämnesdidaktiken bidrog även med kunskaper kring lärande av olika kunskapsområden, vilket i sin tur gav upphov till nya frågor jämfört med synen på lärande som en generell förmåga. Och allt detta påverkade i sin tur synen på lärararbetet. Så småningom sammanlänkades allt detta för mig i ett design-orienterat perspektiv på undervisning och lärande. Jag vill berätta denna historia ur ett högst personligt perspektiv. Hela det didaktiska fältet är mångfacetterat och fyllt av allehanda traditioner. Här vill jag berätta om min egen väg – i termer av tre olika ”vändningar”. Dessa vändningar är förstås påverkade av sin tid, men i viss mån har jag också bidragit till dessa vändningar.

I artikeln diskuteras en lärarstudie om vad som utmärker samhällskunskaps-ämnet på svenskt mellanstadium. Det sker mot bakgrund av en skandinavisk ämnesdidaktisk diskussion om ämnets tydlighet med fokus riktad mot svenska förhållanden. Här har ämnet beskrivits som otydligt i läroplans- och läroboks-forskning medan det framträder som mer tydligt i lärarforskning. Denna lärarforskning har dock oftast studerat grundskolans högstadium och gymnasium. Studier på mellanstadiet saknas och min studie visar, till skillnad från dessa studier, att ämnet är otydligt när lärarna talar om det. Det är ett stadie som också skiljer sig från högstadiets och gymnasiets ämnescentrerade ämneslärarkultur genom att det är mer elevcentrerat och klasslärarbundet med högre grad av ämnesintegration. Artikeln fokuserar därför samhällskunskapsämnets relationer till övriga samhällsorienterande (SO) ämnen – geografi, historia och religionskunskap – och vad det innebär för ämnets otydlighet. Genom intervjuer med lärare om deras SO-undervisning och samhällskunskapsämnets del i den, illustrerat med hjälp av begreppen ”ämnesmarkörer”, ”ämnesväxlingar” och ”ämnesöverlappningar”, framträder ämnet som underordnat och undanskymt i relation till särskilt geografi och historia. De har en dominerande position inom gruppen och bidrar till att samhällskunskapsämnet förblir otydligt. I artikelns konklusion och diskussion argumenteras för betydelsen av en rekonstruktion av relationerna inom gruppen, inte endast för att göra samhällskunskapsämnet tydligare, utan för att också övriga ämnen skall ge ett starkare bidrag till elevers lärande om samhället och dess frågor både som enskilda ämnen och tillsammans.Nyckelord: samhällskunskap, samhällsorienterande ämnen, ämnesmarkörer, ämnesväxlingar, ämnesöverlappningarAbstractThis article reports on a practice-related study of the characteristic features of the civics subject in Swedish upper primary education. The discussion takes place against the background of a Scandinavian subject-specific pedagogical debate on the lack of clarity in the civics subject in relation to the other social studies subjects. In Sweden, curriculum and textbook research has pointed out that civics seems to have a vague and unspecified role in primary education, while it seems to have a more prominent role in practice-related research. However, the latter research has often focused on lower and upper secondary education, and so far there have been no studies of the role of civics in primary education. In contrast to the studies of civics in secondary education, my study shows that civics in primary education emerges as very obscure in teachers’ talk about it. At this stage of education, civics is not as subject-centred as it is in the subject-teaching culture of secondary education, but rather a pupil-centred subject with a high degree of integration with other subjects. The article has a focus on civics in relation to the other social studies subjects (SO), namely geography, history and religious studies, and on how the interrelations affect the perception of civics. The study is based on interviews with teachers on their SO teaching and the role of civics with the help of the concepts of ”subject marker”, ”subject-switching”, and ”subject-overlapping”. The result of the analysis is that civics emerges as a subordinated and inconspicuous subject in relation to geography and history, in particular. These two subjects have a dominant position in the subject cluster and contribute to relegating civics to a vague and unclear backseat. In conclusion, the article argues for the need of reconstructing the interrelations in the subject cluster, not only for the sake of clarifying the role and content of civics, but also to ensure that the other subjects can also contribute more to pupils’ learning about community and citizenship issues, as separate subjects and together.Keywords: civics, social studies subjects, subjects, subject marker, subject-switching, subject-overlapping

I artikkelen blir relasjonen mellom læringsressurser og lærerrollen undersøkt. Dataene som analyseres består av intervjuer av lærere og elever i fagene historie og engelsk på ungdomstrinnet og i videregående. Analysene viser sentrale temaer i lærere og elevers erfaringer med læreboka og Internett. Vi bruker kontinuumet fra lukkede til åpne ressurser som et begrepsmessig bakteppe for å speile det empiriske materialet. Ved å bruke lærernes og elevenes egne utsagn har vi i analysene forsøkt å beskrive hva som karakteriserer undervisningspraksiser i dag. Våre analyser viser framveksten av det vi har kalt hybride praksiser. Dette er praksiser hvor læreboka har mistet sin suverene posisjon som eneste kunnskapskilde, noe som impliser at lærere stilles overfor nye krav til både å bistå elevene i å vurdere troverdigheten i de Internettbaserte ressursene, og til å organisere undervisningen i forhold til trusselen fra ikke-faglige aktiviteter. Vi finner at lærerne responderer ulikt på denne utviklingen, men en tendens ser ut til å være at de utvikler og tilpasser oppgaver og aktiviteter for sin elevgruppe – lærere blir da i økende grad også designere av undervisningsopplegg.Nøkkelord: lærer, multiple ressurser, lærebok, InternettAbstractThe article investigates the relationship between learning resources and the teacher’s role. The data analyzed consists of interviews with teachers and students in the school subjects of history and English at the secondary and at the upper secondary level. Our analysis shows the central themes that teachers and students communicated with regard to their experiences with the use of textbooks and the Internet. We use the continuum from closed to open resources as a conceptual backdrop to mirror the empirical material. Through the use of the teachers’ and the students’ statements we describe what characterizes teaching practices today. Our analyses show the emergence of what we have called hybrid practices. These are practices in which the textbook has lost its position as the ultimate source of knowledge. The implication is that teachers are faced with new requirements both to assist students in assessing the credibility of the Internet-based resources, and to organize teaching in relation to the threat posed by activities that involve resources that may not be authoritative. We find that teachers respond differently to this trend, but a tendency seems to be that they develop tasks and activities tailor-made for their students, and increasingly become designers of educational activities.Key words: teacher, multiple resources, textbook, Internet

Et godt psykisk arbejdsmiljø på erhvervsskole og læreplads kan være afgørende for, om elever færdiggør deres uddannelse. For at ruste elever til at håndtere problematikker på arbejdspladsen, er det vigtigt med en relevant og virkelighedsnær undervisning i psykisk arbejdsmiljø. I denne artikel undersøger vi perspektiverne i at bruge et bestemt 'serious game', der kombinerer pædagogiske og spilrelaterede elementer, i undervisningen i psykisk arbejdsmiljø på erhvervsskoler i Danmark. Undersøgelsen fokuserer specifikt på læring: hvordan elever og lærlinge tilegner sig viden om de udfordringer og dilemmaer, de kan møde på en arbejdsplads. Undervisningssitet www.ditarbejdslivnu.dk er et undervisningsmateriale til erhvervsskolernes undervisning i arbejdsmiljø, arbejdspladskultur og samarbejde. Sitet består af et Dilemmaspil, historier baseret på elevers og lærlinges arbejdserfaringer, en vidensbank samt didaktisk materiale. I artiklen inddrages data fra en afprøvning af undervisningssitet foretaget inden for fagene frisør, social- og sundhedshjælper, tømrer samt bygningsmaler. Resultaterne peger på, at eleverne gennem brug af spillet motiveres til at forholde sig aktivt og reflekterende til de emner og dilemmaer, der præsenteres, og at de identificerer sig med de problematikker, der beskrives af andre unge i de autentiske historier. Ud fra et socialkonstruktivistisk læringsperspektiv diskuterer artiklen, hvilke perspektiver der er i at bruge ’serious games’ i arbejdsmiljøundervisningen.

Presentasjon frå Wikipedia-akademiet 2015 Det er nok ingen stor overdrivelse å si at Wikipedia i dag utgjør et svært viktig oppslagsverk, og at det i fremtiden bare vil bli viktigere. Wikipedias styrke ligger i at det lett kan oppdateres, utvides og at det bygger på et stort kollektivt potensiale i brukergruppen. Samtidig er det flere problemer knyttet til etterprøvbarheten. Den sammensatte brukergruppen har nok svært varierende kunnskaper og ferdigheter innen det å holde en viss faglig standard, hvorav bruk av referanser er et viktig element. Fremveksten av digitale, ikke-statiske, kollektive oppslagsverk som Wikipedia er et vesentlig moment når man skal planlegge for fremtidens forskning og skolevesen. Økt tilgang på kilder, både eldre og nyere er et annet, som igjen påvirker det første gjennom å skaffe tilgang på kilder til amatører og entusiaster. I tillegg er det enklere enn noensinne tidligere å nå ut med sine meninger og originale tekster. (Blogger, Youtube, streamingtjenester, MOOCs, sosiale medier osv.) Dette reflekteres i studiehverdagen, hvor digital kildebruk har bidratt til å «presse» frem mer undervisning i kildebruk og kildekritikk. Bruk av litteraturlister, presise kildehenvisninger og evnen til å vurdere kilder gjør at man også må stille krav til tekster man bruker som kilder. Blant annet ser vi dette reflektert i Læreplan for historie- og filosofi (UDIR 2006), og i tilknytning til kvalifikasjonsrammeverket for høyere utdanning (Regjeringen.no 2009). Begge disse legger vekt på evnen til å kritisk evaluere informasjon, evnen til å sanke inn informasjon og ferdigheter innen generell kildekritikk. I kildekritisk sammenheng er etterettelighet et vesentlig spørsmål, og om man skal vurdere hvor godt Wikipedia generelt egner seg som kilde til god informasjon – spesielt i skolesammenheng, er det viktig å granske hvor etterrettlig informasjonen man finner der er. Artikkelen berører ikke i hvilken grad informasjonen man finner på Wikipedia er god eller ikke, bare i hvilken grad den kan etterprøves gjennom bruk referanser.

Det har från statligt håll under många år funnits en ämnesövergripande ambition för undervisningen i SO i årskurs 4–6 i svensk grundskola. I och med införandet av den nuvarande läroplanen (Lgr 11) fick dock de enskilda SO-ämnena (geografi, historia, religionskunskap och samhällskunskap) en mera framträdande roll i kursplanerna. Lgr 11 innebar också att betyg infördes från årskurs 6, med kunskapskrav för varje SO-ämne. Lgr 11 föreskriver dock också att eleverna ska ges möjligheter att arbeta ämnes-övergripande. Det finns dock indikationer på att undervisningen i SO i årskurs 4–6 på många skolor, inte sker ämnesövergripande. Studiens syfte är att beskriva och analysera möjligheter och utmaningar som lärare i årskurs 4–6 ser med ämnesövergripande undervisning i SO. Det empiriska materialet består av semi-strukturerade intervjuer med sex lärare. Resultaten, analyserade främst i relation till Blanck (2014), Ross (2006a) samt Carlgren (2016) visar att möjligheter som lärarna anger med ämnesövergripande undervisning i SO är att det kan ge eleverna helhetsförståelse och sammanhang, utifrån lärarnas beskrivningar av vad som är gemensamt för SO-ämnena. Utmaningar för ämnesövergripande undervisning gäller främst bedömning och betygsättning i förhållande till kunskapskraven i varje SO-ämne. Lgr 11:s summativa bedömningsfokus avspeglar sig i lärarnas resonemang, och påverkar även deras undervisningspraktik, främst på så sätt att det försvårar elevers utveckling av de mer komplexa kunskaper som ämnesövergripande undervisning kan ge. Nyckelord: ämnesövergripande undervisning, SO-ämnen, synteskunskaper, bedömning, kunskapskrav Subject-integrated teaching in the social studies subjects in Swedish compulsory school – What do the teachers say? AbstractFor many years, at the state level, there has been an ambition for subject-integrated teaching in years 4–6 in Swedish compulsory school. However, with the introduction of the current national curriculum (Lgr 11), the individual social studies subjects (civics, geography, history and religious studies) became more prominent in the national syllabi. Lgr 11 also included a new grading system, now starting from year 6, with knowledge requirements for each social studies subject. However, Lgr 11 also stipulates that students should be given the opportunity to work subject-integrated. But there are indications that current teaching in social studies in years 4–6 at many schools, does not occur subject-integrated. The purpose of the study is to describe and analyse teachers’ views of opportunities and challenges regarding subject-integrated teaching in social studies in years 4–6. The study is based on interviews with six teachers. The results, analysed mainly in relation to Blanck (2014), Ross (2006a) and Carlgren (2016), show that the teachers state that the potential in subject-integrated teaching is that it can develop students’ understanding of the whole, based on the teachers’ descriptions of what is common for the social studies subjects. Challenges for subject-integrated teaching mainly concern assessment and grading, in relation to the knowledge requirements in each subject. The summative focus in Lgr 11 is also reflected in the teachers’ views, and also affects their teaching practice, primarily in such a way that the summative focus makes it difficult for students to develop the more complex knowledge that subject-integrated teaching can provide. Keywords: subject-integrated teaching, social studies subjects, synthesized knowledge, assessment, knowledge requirements

Senaste nytt i institutionens skriftserier våren 2005:Acta Wexionensia. Nr 50 2004. Gamla plikter och nya krav. En studie om egendom, kvinnosyn och äldreomsorg i det svenska agrarsamhället 1815-1939. Ulla Rosén.Acta Wexionensia. Nr 56 2005. Hechaluz - en rörelse i tid och rum. Tyskjudiska ungdomars exil i Sverige 1933-1943. (doktorsavhandling i historia) Malin Thor.Acta Wexionensia. Nr 57 2005. Face in cyberspace. Facework, (im)politeness and conflict in English discussion groups. (doktorsavhandling i engelska) Ibolya Maricic.Acta Wexionensia. Nr 58 2005. Forskning om undervisning i främmande språk. Rapport från workshop i Växjö 10-11 juni 2004. Eva Larsson Ringqvist och Ingela Valfridsson (red.).Svenskans beskrivning 27. Förhandlingar vid Tjugosjunde sammankomsten för svenskans beskrivning. Växjö den 14 och 15 maj 2004. Gunilla Byrman, Jan Einarsson, Solveig Hammarbäck, Maria Lindgren, Per Stille (utg.). Växjö University Press.

Denne artikkelen retter et kritisk blikk på lærebøker i spanskfaget, og stiller spørsmålet om de ivaretar læreplanens målsetninger om at fremmedspråksfaget skal være et dannings- og kulturfag. Vi skal se at spanskfagets historie og utfordringer skiller seg vesentlig fra de to andre store fremmedspråkene i skolen: tysk og fransk, og det er grunn til å tro at læreboken står spesielt sterkt i spanskfaget. Videre vil vi se at det hersker en forestilling om det spanske språket som turistspråk og et språk man forbinder med populærkultur, og at det er disse forestillingene som ofte ligger til grunn for elevenes valg av språket. Deretter presenteres en analysemodell utviklet for å analysere læreboktekster, og generelle funn fra en undersøkelse av ni lærebøker fra fire ulike læreverk i spansk som er i bruk i den norske skolen. På bakgrunn av denne undersøkelsen vil jeg hevde at lærebøkene bekrefter elevens allerede eksisterende forestillinger om faget. Lærebøkenes verdensbilde utfordrer dermed ikke elevens eget verdensbilde, noe jeg mener et danningsfag bør gjøre. Ved hjelp av et konkret eksempel synliggjøres det også hvilke aspekter ved språkopplæringen elevene står i fare for å gå glipp av når undervisningen blir styrt av læreboken. Avslutningsvis argumenterer jeg for behovet for forskning på hvordan bøkene brukes i praksis, og på lærernes egne forestillinger om spanskfaget.

Abstract This article presents an empirical study that examines the teaching of conspiracy theories as part of the lower secondary history curriculum in Denmark. We argue that this topic is highly relevant, especially when taught in relation to the use of history. Within this approach, answering questions about true and false is secondary to understanding how and why alternative narratives co-exist and, at times, conflict. By applying a qualitative action research approach involving two teachers who taught in three different classes, our aim was to obtain in-depth knowledge of what happens in the classroom when different teaching strategies are applied, as well as to determine whether and, if so, how students show signs of critical thinking and historical reflection. Our results show that, although they required extended contextual knowledge to practise source evaluation and historical reflection, the students were highly motivated and participated actively in discussions. Both teachers in the study used an open-ended dialogic and enquiry-based approach to prompt their students to investigate the theories for themselves and to draw their own conclusions. When teachers facilitate classroom discussions in an open-ended way, the complex existential aspects of the use of history are opened up and students are given the opportunity to explore the complexity of historical narratives. During the observations, we noted some high-level examples of historical reflection and contextualisation among the students. However, the teaching of conspiracy theories is not an easy task, and teachers face many ethical dilemmas when deciding which role to adopt. Keywords: conspiracy theories, alternative narratives, use of history, controversial issues, teaching strategies, historical reflection Hvad er egentlig sandt? Tilgange til at undervise i konspirationsteorier og alternative forklaringer i historiefaget Sammendrag Denne artikel præsenterer et empirisk studie af, hvordan der kan undervises i konspira­tionsteorier i historie i udskolingen på en måde så elevernes historiske refleksion op­øves. Emnet er yderst historiefagligt relevant, særligt hvis det undersøges i forbindelse med historiebrug. I denne optik er besvarelser af spørgsmål om sandt og falsk sekundært i forhold til at forstå, hvordan og hvorfor alternative fortællinger eksisterer og til tider kommer i konflikt. Ved at anvende en kvalitativ aktionsforskningsmetode, der invol­verede et tæt samarbejde med to lærere, som underviste i tre forskellige klasser, var vores mål at opnå dybdegående viden om, hvad der sker i klasselokalet, når forskellige undervisningsstrategier tages i brug, samt at afgøre, om og i givet fald hvordan eleverne viste tegn på kritisk tænkning og historisk refleksion. Vores resultater viser, at selvom eleverne havde brug for omfattende kontekstuel viden for at kunne praktisere kildekritik og historisk refleksion, så var eleverne meget motiverede og deltog aktivt i klassediskussioner. Begge lærere i undersøgelsen brugte en åben dialogisk og undersøgelsesbaseret tilgang til at få deres elever til at undersøge teorierne for sig selv og til at drage deres egne konklusioner. Når lærere benytter en åben tilgang til diskussioner i klasseværelset, så åbnes der op for forståelsen af de mere komplekse eksistentielle aspekter af brugen af historie, og eleverne får dermed mulighed for at arbejde med kompleksiteten i historiske fortællinger. Vores observationer viser nogle eksempler på historisk refleksion og kontekstforståelse på højt niveau. Imidlertid er undervisningen i konspirationsteorier ikke en let opgave, og lærere står over for mange etiske dilemmaer, når de skal beslutte, hvilken rolle de skal indtage. Nøkkelord: konspirationsteorier, alternative fortællinger, historiebrug, kontroversielle emner, undervisningsstrategier, historisk refleksion

Abstract To construct a historical narrative in teaching content, teachers need subject-specific tools. This article explores how, in a history course taught in Sweden, different combi­nations of time and what can be called ‘space’ can operate as one such subject-specific tool. To collect data on how this might be done, semi-structured interviews were con­ducted with teachers who described the content of a history course they taught. Their statements in interviews, alongside examples of their teaching materials, were used to identify six different ways of combining time and space in history teaching. These combinations were then grouped into three categories: one, when time runs from the past to the present and where there is a strong emphasis on periodization and geo­graphical location; two, when time runs from the past to the present but there is less emphasis on periodization and geographical location and a greater emphasis on issues or themes across long periods of time; and three, when the time perspective is directed either forward or back in time and focuses on different aspects of the notion of ‘space’. The overall conclusion is that time and space categories can help to structure teaching content, mainly because they organize in specific ways the historical narrative on which that teaching content is based. The choice of time and space in teaching content can, therefore, shape the way history is taught as a subject. The results of this study contribute to a discussion of the subject-specific tools that are available for teachers when they construct narratives in their teaching of history. Keywords: history education, historical narratives, time and space, disciplinary concepts, subject-specific tool Att kombinera tid och rum: Tidrum som ett organiserande tankebegrepp för narrativ i historieundervisning Sammandrag I syfte att konstruera historiska narrativ i ett undervisningsinnehåll behöver lärare tillgång till tankebegrepp. I den här artikeln undersöks, i en svensk historiekurs för gymnasiet, hur olika kombinationer av tid och rum, benämnda tidrum, kan utgöra sådana tankebegrepp. Artikeln bygger på semistrukturerade intervjuer med lärare som beskriver innehållet i en kurs de genomförde innevarande läsår för intervjuerna. I lärarnas utsagor från intervjuerna, tillsammans med lärarnas undervisningsmaterial, har sex olika sätt att kombinera tid och rum identifierats i deras historieundervisning. De tidrum som identifierats kunde sedan delas in i tre olika kategorier. En första kategori där tiden rör sig från det förflutna till nutid med en tydlig indelning i tidsperioder och geografisk anknytning. En andra kategori med betoning på långa linjer i historien där olika frågor följs. Här läggs mindre betoning på periodisering och geografisk anknyt­ning. Slutligen ett tidrum med tidsperspektiv som växlande rör sig mellan nutid och dåtid med fokus på olika historiska frågor. Den övergripande slutsatsen som dras, är att de tidrum som identifierats på ett genomgripande sätt bidrar till att forma de historiska narrativ som väljs för undervisningen. Urvalet av tidrum i ett undervisningsinnehåll har därför potential att forma så väl historieämnets innehåll som syfte. På så sätt bidrar den här artikeln till en diskussion om vilka tankebegrepp som finns tillgängliga för lärare när de formulerar innehållet i skolans historiekurser. Nyckelord: historieundervisning, historiska narrativ, tidrum, disciplinära begrepp, tankebegrepp